Uddannelse
Vel ankommet til København allerførst i januar 1884 skulle den 18-årige Carl Nielsen nu frekventere Kjøbenhavns Musikkonservatorium. Det hed i daglig tale bare “Gades Konservatorium”. Niels W. Gade havde nemlig været med i virksomheden fra dens oprettelse i 1866 og indgik sammen med komponistkollegerne J. P. E. Hartmann og H. S. Paulli i dets ledelse. I praksis var det Gade, der stod for styret, og hans konservative musiksyn satte også sit præg på undervisningen. Ville man gerne vide noget om samtidens musik, skulle man ikke forvente, at det kom fra Niels W. Gade. Carl Nielsen husker da også J. P. E. Hartmann, der på det tidspunkt var midt i 70erne, som mere åben for tidens strømninger.
Takket være et statstilskud til fripladser var det nu ikke længere kun børn af det bedrestillede borgerskab, der kunne frekventere Konservatoriet. Men de kvindelige elever var stadig i overtal af den enkle årsag, at ikke ret mange uddannelser stod åbne for kvinder. Og eftersom konservatorieuddannelsen var beregnet både for begavede amatører og for professionelle, var der ganske mange kvindelige elever, der studerede eksempelvis sang eller klaver, og som aldrig siden brugte deres uddannelse professionelt.
Carl Nielsen, som jo var kommet med et professionelt sigte, havde violin som hovedinstrument. Derudover fik han, som alle andre konservatorieelever, timer i klaverspil samt i teori og musikhistorie. Sammenhængende kompositionsundervisning var der ikke tale om, selv om han gennem sin studietid afleverede mindre opgaver nu og da til lærere som Niels W. Gade og Orla Rosenhoff.
Skønt Carl Nielsen ikke var ene om at komme til Kjøbenhavns Musikkonservatorium fra provinsen, var langt hovedparten af de studerende fra København og hjemmeboende. Blandt de studerende på hans egen årgang synes han kun at have haft nærmere kontakt med søskendeparret Vilhelm og Margrete Rosenberg. På den følgende årgang fik han hurtigt kontakt med violinisterne Julius Borup og Frederik Schnedler-Petersen samt pianisten Johanne Stockmarr, som skulle blive hans venner mange år fremover.
Ved udgangen af året 1886 forlod den da 21-årige Carl Nielsen Konservatoriet i København. Ved sin afgangseksamen opnåede han en nydelig, men vel ikke ligefrem pralende gennemsnitskarakter på mg. Den kan ikke have været vanskelig at regne ud, for han fik denne karakter i samtlige fag (klaver, violin, sammenspil, harmonilære, kontrapunkt samt formlære og instrumentation). Bevæbnet med et eksamensbevis, der også fastslog, at “Hr. Carl Nielsens Forhold har i Undervisningstiden været udmærket godt”, skulle han nu til at klare sig på det frie musikermarked. Komposition alene ikke rigtig var nogen tænkbar levevej.
Allerede i sin studietid havde han vikarieret i de københavnske orkestre, og han spillede nu fast i Tivolis Koncertsals Orkester (hvor normaltaksten pr. aften var 4 kr. 25 øre, fremgår det af hans notesbog fra årene 1888-90). Samtidig havde han elever. Men han fortsatte også sin egen
uddannelse gennem privattimer hos Orla Rosenhoff, der gav ham gode råd om hans nyskrevne kompositioner, og som han senere skulle tilegne værker som det officielle opus 1, Suiten for Strygere, og kantaten Hymnus Amoris. Blandt hans nye værker var en (senere revideret) strygekvartet i g-mol (den tidligste i den “officielle” serie på i alt fire kvartetter) og en strygekvintet i G-dur, som spilledes i Kammermusikforeningen den 13. februar 1889 og første gang offentligt i den nystiftede forening Symfonia et par måneder senere, nemlig den 28. april. Carl Nielsen spillede ved denne lejlighed anden violin.
Efter afslutningen af studierne flyttede Carl Nielsen ind hos forhenværende købmand Jens Georg Nielsen og hans kone Marie på 1. sal i Slagelsegade 18. De kom selv fra Odense og tog sig af ham som en art plejeforældre. Generelt var hans økonomi stadig dårlig – ikke de bedste vilkår for en ung mand, der havde brug for koncentration for at kunne komponere. Gennembruddet lod dog ikke vente længe på sig.