Nielsen Noter

Ensemble Storstrøm har på det seneste planlagt en række lydhistorier, der fortæller noget om musikken og naturen omkring godset Fuglsang på Lolland. Det har bl.a. resulteret i podcasten: Anne Marie og Carl, en kærlighedshistorie om Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsens stormfulde samliv. Den ledsagende musik er selvfølgelig af Carl Nielsen, og den er indspillet af Ensemble Storstrøm bistået af sangerne Signe Asmussen Manuitt og Joachim Knop med Jonas Eliyah Munch-Hansen som producer. Hør podcasten på  ensemblets hjemmeside: https://www.ensemblet.dk/podcast/ .

Ægteparret Carl Nielsen deltog ofte i det levende kunstneriske miljø på Fuglsang herregård, hvor kunstnere og musikere samledes omkring fruen på godset Bodil Neergaard. Hun var hun datter af komponisten og dirigenten Emil Hartmann og søster til maleren Oluf Hartmann. Bodil Neergaard havde en god sangstemme og optrådte ofte som udøvende sangerinde ved herregårdens sommermusik. I de år, hvor Carl og Anne Marie var separeret, opholdt Carl Nielsen sig også i perioder hos ægteparret Neergaard på Fuglsang. Bronzeskulpturen af kentaurinden er udført af Anne Marie Carl-Nielsen og kan ses på Fuglsang Kunstmuseum. Podcasten bygger på breve skrevet af Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen, udvalgt fra bogen Carl & Marie: I kunst, i kærlighed udgivet af Amalie Kestler og Lotte Andersen. Beretningen blandes med optagelser af en gruppe af mennesker på en café i København. De deler deres tanker om kærlighed, kunst og savn. Brevene læses op af Signe Egholm Olsen og Sigurd Holmen Le Dous. Fortællerstemmen er Lotte Andersens. Lydfortællingen er skabt og produceret af firmaerne Besyv og FilmTone for Ensemble Storstrøm.

Kursus på Folkeuniversitetet i København

Ved cand.mag. Palle Andkjær Olsen og professor Michael Fjeldsøe, KU

Som optakt til at chefdirigent Fabio Luisi i denne sæson opfører næsten alle Carls Nielsens orkesterværker med Danmarks Radios Symfoniorkester ved seks koncerter i april 2023, afholdes en forelæsningsrække om Carl Nielsens orkesterværker, herunder hans seks symfonier og tre koncerter. Vi skal følge Carl Nielsens udvikling fra 1890’ernes unge Brahms-inspirerede periode og frem til 1920’ernes originale modernisme. Men vi skal også prøve at indkredse en række af de træk, der optræder gennem hele hans kompositoriske udvikling.

Sidste undervisningsgang vil professor Michael Fjeldsøe komme og fortælle om den nyeste Carl Nielsen forskning.

1. undervisningsgang
   Tirsdag d. 28. februar 2023 Kl. 16:15 – 18:00
2. undervisningsgang
   Tirsdag d. 7. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00
3. undervisningsgang
   Tirsdag d. 14. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00
4. undervisningsgang
   Tirsdag d. 21. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00
5. undervisningsgang
   Tirsdag d. 28. marts 2023 Kl. 16:15 – 18:00

Sted: Folkeuniversitetet, Gammel Strand St. (Metro), Læderstræde 34, 2., 1201 Kbh. K Lokale: Auditoriet

TILMELDING FRA 12. DECEMBER

https://www.fukbh.dk/program/film-musik-og-teater/carl-nielsen-med-nye-ojne

Den unge talentfulde blæserkvintet V Coloris med klarinettist Jonas Frølund i spidsen, afholdt i weekenden en spritny festival, hvis hovedtema var fejringen af 100-året for Carl Nielsens Blæserkvintet! For dem, der ellers fandt vej gennem festivalens okkulte hjemmeside  http://onceuponfestival.com, bød den på mange spændende kammerkoncerter i København. Der skal her fokuseres på den sidste:

Præcis på 100-årsdagen 9. oktober 2022 genopførte musikerne som en finale den koncert i Odd Fellow Palæet, hvor Carl Nielsens Blæserkvintet for første gang opførtes offentligt i 1922 i Foreningen Ny Musiks regi. På programmet stod Maurice Ravels henrivende Introduktion og allegro for harpe akkompagneret af fløjte, klarinet of strygekvartet fra 1905 og Francis Poulencs elegante sonate for to klarinetter fra 1918, mens Gian Francesco Malipieros første strygekvartet (1920) var gledet ud til fordel for en førsteopførelse af Karin Rehnquists Valv for blæserkvintet. Opførelsen af Nielsens Blæserkvintet var generøst overladt til Blæserkvintetten Carion (på billedet), der udmærker sig ved at spille alting udenad og ofte indarbejde en vis koreografi, mens de musicerer. Nielsens Blæserkvintet står med sin pastorale, personlige og melodiske udtryk stærkere og mere klart end nogensinde. Tænk at et sådan en klassiker skulle uropføres i en forening for helt ny musik! Det var et scoop, at rekonstruere denne koncert.

E.H.

Forfatter og tidligere operadramaturg på Det kgl. teater Henrik Engelbrecht har skrevet en flot gennemillustreret bog om operaens historie i Danmark, som udkommer netop i dag. Det er et imponerende arbejde, hvor skiftende regenter, teaterhuse og mange opførelser bliver skildret på en underholdende og informativ måde.

Henrik Engelbrechts mastodont af en operahistorie strækker sig over hele 371 år. Fra Christian IV’s overdådige store bilager i 1634 frem til åbningssæsonen for Operaen på Holmen i 2005. Her er store divaer, viljestærke regenter, skandaløse opsætninger og italienske gæstespil. Operaens historie er én lang strøm af op- og nedture for genren. Årtier med sprudlende kreativitet og overvældende publikumstilstrømning afløses af perioder med kunstnerisk ørkenvandring og halvtomme teatre. Det hele bliver overordnet set sat flot i relief af forfatteren, også når det gælder Carl Nielsens tid på Det kgl. Teater. Opførelserne af Saul og David og især Maskarade bliv mindeværdige milepæle, mens komponistens evner som dirigent fremstår mindre flatterende.

Nielsen og nationalscenen

Nede i orkestergraven tjente en ung Carl Nielsen til livets opretholdelse som musiker i Kapellets anden violingruppe i 1890’erne, skønt han egentlig betragtede sig selv som komponist. Med tiden fik han mulighed for at dirigere en del forestillinger, da teatrets faste dirigenter Johan Svendsen og Frederik Rung ofte måtte melde afbud.

Det var også tilfældet, da hans første opera Saul og David i 1902 uropførtes på Det kgl. Teater. Her dirigerede han selv hele ti opførelser, teatrets bedste kræfter Niels Juel Simonsen og Vilhelm Herold sang titelpartierne. Einar Christiansen der havde skrevet librettoen, var i de samme år (1899-1909) en usædvanlig vellidt og stabil direktør for Det kgl. Teater. Selvom Carl Nielsen havde mange glade tilhængere, var der også kritiske røster, som mente, at Saul og David mere mindede om et scenisk oratorium end en egentlig opera, og at koret havde en alt for dominerende rolle.

Da Saul og David gik over scenen første gang, havde Vilhelm Dahlerups fine teaterbygning stået, hvor den endnu står på Kongens Nytorv, i henved 30 år. Dagligdagen efter premiere-begejstringen vendte tilbage blandt musikerne i orkestergraven, dog ikke for Nielsen. Han var utilfreds med at blive sendt tilbage til pulten blandt andenviolinerne, og ikke mere få de prestigefulde dirigentopgaver. Nielsen følte sig desavoueret og vred over, at Svendsen og Rung angiveligt holdt ham ude for at fastholde deres egne positioner. I 1905 sagde han simpelthen sin stilling op!

Opsigelsen gav ham til gengæld tid til at komponere en ny opera. Ifølge Carl Nielsen værkfortegnelsen (CNW) havde han allerede i 1890’erne overvejet at skrive en opera over Ludvig Holbergs komedie Mascaraden. Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen skrev en libretto over komedien, og nu kastede Nielsen sig over kompositionen af den muntre opera med titlen Maskarade. Premieren fandt sted den 11. november 1906 og blev med det samme en kæmpe publikumssucces.

Carl Nielsen havde ramt plet med en helt personlig operastil. Angul Hammerich anmeldte operaen i Nationaltidende, og var især begejstret for første akt:

”Efter den skulde man sværge paa, at Carl Nielsen er født til Opéra comique’en. Saa let, saa behændigt, saa snar i Vendingen, saa rammende i Replikken, med fine Vendinger og pudsige Paahit…”

Man kunne tilføje, at Maskarade var en af de meget få komiske operaer, der så verden i disse år, hvor store dramaer og tragedier dominerede feltet både nationalt og internationalt. Richard Strauss Rosenkavaleren fra 1911 var blandt de få andre eksempler. I Danmark skal man næsten helt tilbage til Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper fra 1773 for at finde noget lige så vittigt.

Maskarade blev hurtigt en fast bestanddel af Det kgl. Teaters opera repertoire. I operaens første sæson gik den 20 gange over scenen, og alene i Carl Nielsens egen levetid opførtes operaen mere end tre snese gange fordelt på 13 sæsoner. I 1907 overværede den norske komponist Edvard Grieg en opførelse og bemærkede, at første akt var den bedste, mens især anden akt stod lidt svagere. Det forstod Carl Nielsen godt. I september 1931, en måned før sin død, skrev han på sin egen charmerende måde i Det kgl. Teaters program, at operaen…

”… har en hemmelig Fejl, som ikke kan ses, naar hun om Aftenen viser sig rask og fint paaklædt i Rampelyset: Hun har faktisk en lille Skævhed i Ryggen, idet anden og tredje Akt burde være slaaet sammen til én, og jeg tænker ogsaa et anlægge en Bandage i form af et Orkestermellemspil, saa Skævheden kan vokse sig tilrette”.

Rettelsen til operaen nåede han aldrig at realisere. Men med sine to operaer satte Carl Nielsen et markant, festligt og varigt minde i dansk operas historie. Som dirigent for Kapellet nåede Nielsen – endnu engang – at indsende en opsigelse til Det kgl. Teater. I forbindelse med Frederik Rungs sygdom og død i 1914 var det nemlig lykkedes ham igen at varetage en del dirigentopgaver. Det gjorde han sammen med violinisten Georg Høeberg, der hurtigt viste sig at være et langt mere sikkert dirigenttalent med flair for teatret. Høeberg, der i øvrigt var barnebarn af H.C. Lumbye, fik hele tiden flere opgaver, og da den eftertragtede opgave som dirigent for opførelsen af Wagners Tristan og Isolde tilfaldt Høeberg, tabte Nielsen tålmodigheden. Så kunne det også være nok med Det kgl. Teater. Høeberg blev den egentlige efterfølger som ledende dirigent for det kgl. Kapel, mens Carl Nielsen tog sin afsked og koncentrerede sig om sine mange gøremål andetsteds. Han fungerede bl.a. som dirigent for Musikforeningen 1915-27. Som dirigent kunne Carl Nielsen begejstre og inspirere, men der gik mange historier om hans manglende koncentration og overblik, særligt ved store romantiske opførelser med stor besætning.

Eva Hvidt

Hvis der er to komponister, der bør mindes sammen med Carl Nielsen og Thomas Laub, så er det Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Tilsammen redigerede de fire Folkehøjskolens Melodibog, da den første gang udkom i 1922, altså for præcis 100 år siden. Det er derfor også interessant, at musikformidler og organist i Svendborg Povl Chr. Balslev netop har skrevet en bog om Thorvald Aagaard og Oluf Ring, hvoraf man tydeligt fornemmer den positive og stemningsfulde indflydelse de indbyrdes havde på hinanden. Historien om deres virke og om melodibogens tilblivelse emmer ligefrem af musikalitet, højskoleånd, grundtvigianisme og landlig idyl. I det følgende fortælles lidt om sangbogens tilblivelse og om Aagaard og Rings bidrag.

Det var de gamle skjalde der sang – sådan stod der på ryggen af højskolesangbogen under Niels Skovgaards ikoniske tegning af to skjalde med en harpe. Først ved den 17. udgave afløstes mottoet af Så syng da Danmark, lad hjertet tale fra Carl Nielsens Den danske sang er en ung blond pige. Heraf skimtes også det historiske perspektiv i udgivelsen fra dyrkelsen af folkelig sangtradition, hvor omrejsende skjalde fortalte historier gennem sang og digt, mens tilhørerne kunne synge med på omkvædet, til den form for fællessang vi kender i dag.

Hele denne overlevering var i meget høj grad inspireret af N.F.S. Grundtvigs store visioner og digtning. Med sin interesse for historien dyrkede han den gamle folkevisetradition, og han begyndte selv at digte i rigelige mængder om tro og om modersmål, historie, folk og fædreland. Det var også gennem Grundtvig at tankerne om højskolerne fødtes. Rødding højskole var den første, der åbnede 1844, og mange flere kom hurtigt til. Her var sang på programmet hver dag, selvom man endnu ikke havde en fælles sangbog. Flere højskoler fik efterhånden deres egne sangbøger, men behovet for en samlet sangbog for højskolebevægelsen tog til, ikke mindst efter danskernes svidende nederlag til tyskerne i 1864. Efter mange indgående diskussioner om, hvorvidt vægten skulle ligge på det kirkelige eller det verdslige stof, eller om det historiske stof skulle gå forud for naturdigtningen, ledte dette i 1894 til udgivelsen af den første egentlige Højskolesangbog.

Alle disse digte og tekster var naturligvis et vigtigt grundlag, men der var endnu ikke helt skik på melodierne. Mange af dem var enten for tarvelige eller digtet over gamle melodier til andre tekster. Der havde også bredt sig en tendens til at dræve alt for meget på tonerne, så de blev fejlagtige og kedelige, desuden ville man gøre op med den overdrevent romantiske stil.

Når det gjaldt fornyelsen af den folkelige sang, skulle der gerne være et skin af genkendelighed i melodien ”Schein des Bekannten”, sådan som J.A.P. Schultz i slutningen af 1700-tallet havde formuleret det ved udgivelsen af sine Lieder im Volkston. Han lavede bl.a. melodi til Sig månen langsomt hæver.

Laub, som blev den altdominerende chefideolog indenfor den folkelige sang og kirkemusikken i 1900-tallets Danmark, mente at ægte folkelighed ikke skulle opnås ved at slække på de kunstneriske krav, men ved at gøre melodierne enklere med faste, klare intervaller, og han greb tilbage til tidligere epokers musik for at finde de rette eksempler. Hans program var skarpt og enkelt, men med stor virkning, og Carl Nielsen bakkede op om Laub i disse sager. Den folkelige sang behøvede slet ikke at være mere banal eller mindre fin end den store klassiske musik.

Da Aagaard i 1905 havde afsluttet sine studier på Musikkonservatoriet i København, vendte han hjem til Fyn, hvor han med varme anbefalinger fra Laub og Nielsen blev ansat som organist i valgmenighedskirken i Ryslinge og som sanglærer på højskolen samme sted. Her begyndte han sin livsopgave med at arbejde for folke- og menighedssangens fornyelse.

Blandt de samtidige digtere, der i høj grad tiltalte både Nielsen og Aagaard, var

Jeppe Aakjær. Og i 1920 trådte Aagaard frem i offentligheden med sine Ni viser til tekster af Jeppe Aakjær, der ligesom Laubs og Nielsens En snes danske viser var beregnet for solo- eller fællessang med klaverakkompagnement. Her finder man fine Aagaardsange som Spurven sidder stum bag kvist, Sneflokke kommer vrimlende og Han kommer med sommer. ”Disse melodier er som den bly viol, der kun findes af den der søger. Men det lønner sig at søge her”, skrev Laub anerkendende om sangene.

Folkehøjskolens Melodibog udkom i 1922 som et idyllisk efterspil ovenpå Første Verdenskrigs dønninger og genforeningen med Nordslesvig. Her var Aagaard ankermanden blandt de fire redaktører. Det blev kulminationen på hans livsgerning, mens Laub og især Nielsen var optaget af mange andre opgaver og Oluf Ring blev inddraget som en kompetent yngste mand i flokken. Opgaven var at foretage en fornyelse under hensyntagen til, hvad der hidtil var blevet brugt af melodier til brug for højskolen og andre syngende kredse. Den første udgave af melodibogen indeholdt 247 nye melodier, hvoraf 73 var af Thomas Laub, 48 af Carl Nielsen, 35 af Aagaard og 28 af Oluf Ring samt 63 bearbejdelser af folkeviser.

Til sammenligning er der i den seneste udgave af Højskolesangbogen i 2020 kommet 151 nye melodier til. Og af denne sangbogs i alt 601 sange står de fire omtalte komponister kun for 75 af melodierne tilsammen. Der er med andre ord sket en fornyelse og forandring, som er nødvendig for at holde sangtraditionen i live.

Der var mange paralleller i Aagaards og Rings flittige arbejde for den folkelige sang og det lokale musikliv. Oluf Ring var dog en mere lystig og omkringfarende fætter i sit arbejde som musiker og seminarielærer. Hans smukke sans for at veksle mellem mol og dur førte til fine sange og salmer som Se, nu stiger solen (til tekst af Jakob Knudsen), Danmark nu blunder den lyse nat (til Thøger Larsens digt) og Når egene knoppes. Med ganske enkle midler komponerede han musik til St. St. Blichers melankolske Sig nærmer tiden, da jeg må væk og til børnesangen Oles nye autobil.

Eva Hvidt

Det kan varmt anbefales at se den store soloudstilling med Anne Marie Carl-Nielsens skulpturer på Glyptoteket i Købehavn. Ikke alene fordi hun var en meget talentfuld og produktiv billedhugger, men også fordi kendskabet til hendes kunst belyser Carl Nielsens musik på spændende måder. Nok havde ægteparret kriser, der i en årrække førte til separation, men deres fælles kunstneriske vision var stærk hele vejen igennem præget af vitalisme, skønvirke og glæde ved naturen. På udstillingen må man beundre Anne Marie Carl-Nielsens evne til at gengive dyrs og menneskers fysiognomi på nøjagtige, livfulde og karakteristiske måder. Det gælder både hendes små statuetter og flere af de store monumenter. En fin oplevelse er også at se hendes rytterstatue af Christian IX i gips udstillet med hele den frise af det arbejdende danske folk, som hun oprindeligt ville have dekoreret soklen med. Tænk at den del af monumentet aldrig blev realiseret på monumentet ved indgangen til Christiansborgs indre gård. Udstillingen på Glyptoteket varer til og med 27. februar i år. Der er reduceret billetpris hver tirsdag.

En vigtig mission for Carl Nielsen Selskabet er at udbrede kendskabet til komponisten og hans musik i udlandet. Det er derfor glædeligt, at vores polskfødte bestyrelsesmedlem organist og ph.d. Eva Maria Jensen under corona nedlukningen har oversat Nielsens poetiske og fine erindringsbog Min fynske Barndom til polsk. Med titlen Dzieciñstwo na Fionii – wspomnienia kompozytora er bogen nu udgivet på forlaget Wydawnictwo Muzyczne POLIHYMNIA i Lublin i et lækkert layout med Anne Marie Telmányis illustrationer dertil. Eva Maria Jensen har foruden oversættelsen tilføjet et forklarende efterord om komponisten, så læsere i Polen kan følge med. Skriv til info@carlnielsen.dk hvis I ønsker at købe et eksemplar. Den koster 125,- danske kr.

Indrømmet: Polsk er nærmest umuligt at læse og forstå for de fleste danskere! Men kender I polsk kyndige mennesker, er bogen en oplagt julegave-idé! Proceduren er altså enkel:

• Skriv til info@carlnielsen.dk og angiv antal eksemplarer og adressen bogen skal sendes til
• Indbetal kr. 125,- på Selskabets konto reg.nr. 1551 kontonr. 3001644
• Bogen bliver afsendt, når indbetalingen har fundet sted.

PS Udgivelsen har været anmeldt i flere polske medier, bl.a. her: http://informatorpolski.dk/wspomnienia-carla-nielsena/

Familien Carl Nielsen skulle i 1893 flytte til en lidt større lejlighed på Nørre Vold og her gik det galt ved bugseringen af komponistens flygel på den smalle trappe. En flyttemand kom i klemme, så Nielsen sprang til og reddede både flygel og flyttemand. Men det medførte en overanstrengelse af Carl Nielsens hjerte og han måtte, i en alder af kun 28 år, tre uger på kommunehospitalet. Den gang havde man ikke de samme behandlingsmuligheder som i dag, så beskeden lød: ingen anstrengelse – tag det roligt. Men det havde komponisten godt nok svært ved. Har man fulgt med i breve og dagbogsnotater, er det mirakuløst, at vi skal helt frem til 1922 før det for alvor går galt med hjertet, for ikke bare arbejdspresset var noget nær umenneskeligt, der havde også været de meget store kriser i ægteskabet.

Året 1922 blev i høj grad præget af komponistens hjertesygdom. I maj måned får han det første af en række alvorlige anfald, der blandt andet medfører, at Anne Marie, som hun selv udtrykker det i et brev ”vil prøve at slå en streg over fortiden”. Hun tager ham simpelthen til sig igen. Carl Nielsen var nu slidt i bund efter den store femte symfoni og hertil Fynsk Forår, som han blev mindet om og ikke kunne undslippe, da han havde fået honoraret. Værket blev uropført i Odense, flere familiemedlemmer mødte op, men Carl Nielsen selv var for svag og måtte blive på Damgaard ved Fredericia, et af de foretrukne arbejdssteder. Umiddelbart efter at Fynsk Forår var løbet af stablen, fik komponisten endnu et hjerteanfald. Nu fik han strenge ordrer af lægen om alt det han ikke måtte, men én ting måtte han: han måtte strikke!

Uden at være rask gik det nu rask videre med blandt andet blæserkvintet, symfoni nr. 6, kæmpe fejring af hans 60-års dag, fløjtekoncert i Paris, klarinetkoncert, klavermusik, motetter og så videre. Kunstnere bliver jo grebet af deres idéer og så glemmer de at tage hensyn til sig selv.

Så selv om Carl Nielsen fra 1922 til sin død bliver svagere og svagere, vinder kunstens kald, han kan simpelthen ikke holde sig fra noderne, og foruden al musikken var to begivenheder med til at tappe ham yderligere for energi, nemlig en bilulykke, som endnu en gang sendte ham på hospitalet – Carl Nielsen kørte ind i en sporvogn – og ansættelsen som direktør på konservatoriet efter Anton Svendsens død sidst i 1930. Hertil Maskarade i Göteborg og Saul og David i Stockholm. Og endelig var Nielsen i gang med sit sidste store og krævende arbejde, nemlig orgelværket Commotio.

Ifølge Torben Meyers biografi fra 1948 blev Carl Nielsens sidste, fatale hjerteanfald udløst ved, at han, ved en generalprøve på genopsætning af Maskarade på Det Kongelige Teater, sprang til og legede frisk fyr ved at kravle op i et snoreværk på scenen for at bringe noget kludder i orden. Det er i hvert fald en god historie. Men netop den forklaring anfægtes med solid argumentation af John Fellow i forordet til sidste bind af mammutværket brevudgaven. Så den gode historie er vist bare – en god historie.

Hvorom alting er: I dagene efter generalprøven 25. september bliver Nielsen svagere og svagere og alligevel får han sig lige et slag bridge med Gudmund Hatt, ægtemand til Carl Nielsens ungdomsflamme Emilie Demant Hatt. Den 1.oktober lader han sig endelig indlægge. Sent på aftenen den 2. oktober vågner han for sidste gang og siger til den omkringstående familie ”I står som i en ventesal, I venter ”. Lige efter midnat til den 3. oktober konstateres det, at han er død. Allerede samme dag stod der om dødsfaldet i New York Times og aviserne herhjemme var fyldte med omtaler af Carl Nielsen. Den 9.oktober blev han bisat fra Vor Frue Kirke ved noget, der ligner en stor statsmands begravelse. Høj og lav fra musik- og kulturliv var mødt op, foruden tusindvis af mennesker, der var stærkt berørte. Carl Nielsen var jo ikke ’bare’ en komponist af den såkaldte kunstmusik, han var også den folkelige komponist.

Når man ved, hvor tidligt hans hjerteproblemer viste sig, når man ved, hvor meget han bød sig selv, når man ved, hvor få behandlingsmuligheder, der var dengang, når man ved, at familien fik solid dansk kost med fed sovs og at de tilmed røg, så det piblede, når man ved, hvor slemt det var fat i 1922, når man ved, at han i 1928 var på skiferie i Norge, – så er det i virkeligheden ret utroligt, at vi skal helt frem til efteråret 1931 før Carl Nielsen endelig drog sit sidste suk.

Torben Enghoff

Kom og hør foredraget Carl Nielsen-parrets kunstsamling i ord, billeder og toner fredag den 29. oktober kl. 16.30 i mødesalen, Byens Hus Hellerup  Adressen er Hellerupvej 22, 2900 Hellerup, få minutters gang fra Hellerup station. Indgang i venstre hjørne af skolegården; der er gratis adgang.

   På baggrund af sine bøger om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen fortæller kunsthistorikeren Anne Christiansen om Carl Nielsen parrets kunstsamling, som omfattede ca. 200 malerier, grafiske arbejder, skulpturer og kunsthåndværk af forskellig art, tilsammen en hel skatkiste af fin kunst og mærkelige ting. Mange af værkerne var skabt af parrets venner og danner derfor udgangspunkt for en lang række fortællinger om deres indbyrdes relationer. Kunstværker af blandt andre Jørgen og Holger Roed, Agnes Lunn, J.F. Willumsen og de tre Skovgaard-søskende dekorerede væggene i komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens skiftende boliger i København, der dannede ramme om deres kunstsamling.