Der er her i sommeren 2015 udkommet en samlet genudgivelse af Paavo Berglunds indspilninger af alle seks Nielsen-symfonier med Det Kongelige Kapel. Disse indspilninger blev lavet i årene 1987-89 og er nu igen blevet tilgængelige til en yderst rimelig pris, desværre dog uden det oprindelige ledsagemateriale.
Stort set samtidig har det engelske pladeselskab Chandos udgivet et nyt sæt med alle seks symfonier, dirigeret af finske John Storgårds i spidsen for BBC Philharmonic. Dette sæt har desværre fået et ikke ret godt Nielsen-portræt på forsiden. Til gengæld har det fremragende noter af David Fanning og præsenterer en dirigent, som har betydelig sans for disse værkers særlige karakter.