Det ville nok være for meget at håbe på, at det nyudgivne, meget smukt illustrerede bind om Det Kongelige Kapel for alvor skulle bringe noget afgørende nyt om Carl Nielsens virke ved Det Kongelige Teater, først som orkestermusiker og siden som dirigent.
Begge disse perioder ligger mere end 100 år tilbage i tiden, og det er derfor ikke så mærkeligt, at bogens to forfattere, Mogens Andresen og Troels Svendsen, ikke har noget afgørende nyt at byde på i Nielsen-sammenhæng.
Det bliver derfor mestendels til allerede kendt materiale om Nielsens mangelfulde direktionsteknik, som han desværre nok ikke havde nogen større selverkendelse af. Men kender man ikke på forhånd noget særligt til Carl Nielsens forhold til Det Kongelige Teater, kan denne smukke bog være et udmærket udgangspunkt.