Søren Schauser, der for nyligt er blevet ansat som lektor i musikhistorie på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, har nu udgivet bind to i sin europæiske musikhistorie, med titlen Moderne tider. Dette projekt er ikke alene til gavn for hans musikstuderene elever, men i høj grad også inspirerende læsning for andre interesserede.
I bogen med den smarte titel Moderne tider skildres europæisk musikhistorie fra 1889, – velnok med tanke på Verdensudstillingen i Paris med Eiffeltårnet, til Anden Verdenskrig på en gennemtænkt og personlig måde. Perioden er kendetegnet ved mange modstridende tendenser, voldsomme begivenheder og et væld af stilistiske -ismer, der kan gøre det svært at finde den røde tråd i udviklingen. Men Søren Schauser har valgt et meget overskueligt og forfriskende tværsnit af den klingende historie ved at lade hovedkapitlerne omhandle det dekadente, det eksotiske, det vitale, det subjektive og det objektive.
Herved er et stort afsnit om Carl Nielsen kommet i selskab med Leos Janacek og Jean Sibelius i kapitlet om det vitale, medens Bela Bartok kun er sporadisk nævnt. ”Den seismiske seksualitet hos Carl Nielsen og de blide naturbilleder hos Jean Sibelius ligner i mine øren to udtryk for samme livsgnist og skrives derfor ind under vitalismens fane,” skriver forfatteren. Vitalismen synes med sin intuitive dyrkelse af natur og menneske, krop og sundhed at passe godt på komponister i de europæiske randområder. Janacek beskrives således som en klassisk østeuropæer, der udvikler sig til en dybt original vitalist.
Der er stof til eftertanke og diskussion i disse grundige nedslag blandt periodens mest fremtrædende komponister. De øvrige kapitler omfatter Gustav Mahler og Richard Strauss som de dekadente, Debussy, Ravel, Erik Satie og gruppen le six samt Puccini som de eksotiske indslag og endelig Arnold Schönberg, Stravinskij og Theodor W. Adorno som repræsentanter for det subjektive og det objektive.
Søren Schauser: Moderne tider – europæisk musikhistorie fra 1889 til Anden Verdenskrig, 352 sider, People’s Press