Nielsen Notes

Pianisten, komponisten og dirigenten Victor Bendix (1851-1926) var en spændende og særpræget skikkelse i dansk musikliv i årtierne omkring 1900 og en fin mentor for Carl Nielsen, som trods aldersforskellen blev hans nære kammerat og kollega.

I anledning af at musikjournalist ved DR P2 Jens Cornelius har skrevet en fin bog om Bendix, kommer her nogle betragtninger over udgivelsen med særlig vægt på venskabet mellem Victor Bendix og Carl Nielsen samt nogle slående eksempler på de to kunstneres indbyrdes brevveksling.

Mennesket Victor Bendix

Victor Bendix kom fra et jødisk hjem i København, hvor han tidligt blev meget god til at spille klaver. I 1867 blev han optaget på den allerførste årgang på Københavns Musikkonservatorium med Niels W. Gade som en streng lærer i komposition og en tid lang hans mentor. Men Victor Bendix ville andet og mere end den meget konservative musikretning, der op til århundredskiftet blev tegnet af Gade og I.P.E. Hartmann.

Da han i 1872 blev hyret som repetitør for Det kgl. Teater blev han fuldstændig begejstret over indstuderingen af Wagners to operaer Lohengrin og Tristan og Isolde. Sin løn brugte han umiddelbart efter til at rejse til Bayreuth, hvor grundstenen til Wagners operahus netop blev lagt, og han overværede prøver, hvor Wagner indstuderede Beethovens 9. symfoni. Besøget blev i den grad stimulerende for Bendix musikalske udvikling og gav ham mange nye kontakter. Han blev ikke alene den første dansker, der besøgte Bayreuth, men også (sammen med sin bror Otto) den første elev af Frantz Liszt. Orienteringen mod den nytyske senromantiske musik smittede også af på Victor Bendix egne kompositioner, ikke mindst den første symfoni Fjeldstigning, der tydeligt var udformet som et stykke programmusik og godkendt på højeste sted hos Franz Liszt.

Bendix orientering mod den store senromantiskemusik faldt tidsmæssigt sammen med fætteren Georg Brandes berømte forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, der generelt set var et opgør med det danske åndslivs tilbageskuende romantik, ”fædrelanderi” og præstegårdskultur, hans opgør blev indledningen til en ny, mere kølig livsanskuelse og den senere kulturradikalisme.

Måske var Victor Bendix musikalske aktiviteter en beskeden pendant til Brandes store kulturhistoriske omvæltning. Der var i hvert tilfælde en del ligheder mellem de to. Hverken Victor Bendix eller Georg Brandes fik den ledende position i det etablerede kulturliv, som de rent fagligt var kvalificerede til, men ydede fra sidelinjen store indsatser. Georg Brandes som berømt kritiker og forfatter, Victor Bendix som højt anset lærer, pianist, komponist og dirigent. Begge blev sent i livet udnævnt til titulær professor.

Ægteskab og seksualmoral var i høj grad til diskussion i disse kredse, hvilket bl.a. afstedkom den såkaldte sædelighedsfejde (1883-87). Dette praktiserede Victor Bendix mere i praksis end i ord med en lind strøm af udenomsægteskabelige forhold og nogle tragiske skandaler til følge. Han havde bl.a. et forhold til Edvard Brandes purunge hustru Harriet, født Salomon, som var hans klaverelev. 22 år gammel tog hun på tragisk vis livet af sig selv, og forholdet mellem Bendix og fætrene Brandes kølnedes efterfølgende. Sidenhen blev han far til den senere så berømte pianist Victor Schiøler, men forholdet til den ulykkelige mor blev så desperat at det trak overskrifter i aviserne. I den henseende var han en elendig mentor for den unge Carl Nielsen.

Men den krumnæsede Victor Bendix var også et indtagende og spændende menneske med et intenst blik og en sprudlende form for vid og humor. Han kunne virke brysk, men var et følsomt gemyt med forfinet æstetisk musikalsk sans. Dertil kom, at han hele sit liv var i en form for opposition til sin samtid. I et erindringsnotat kaldte han sig “Wagnerianer, Venstremand, Fritænker, Darwinist”. Som ung følte han sig for radikal til tidens konservatisme, som ældre forholdt det sig omvendt. Nu var dem ham, der virkede gammeldags og tilbageskuende.

Et kunstnervenskab

Selvom Victor Bendix havde en stor omgangskreds, fandt han alligevel den unge komponistspire Carl Nielsen interessant på grund af dennes store mod og talent. For Carl Nielsen gjorde bekendtskabet også stærkt indtryk, hvilket man kan læse af hans mange breve og dagbogsnotater.

Nielsen sendte sit første orkesterstykke Symfonisk Rhapsodi til gennemsyn hos Bendix. Så tilbragte de en tid lang i Dresden, hvor Bendix opholdt sig da Nielsen tog på sin første store udenlandsrejse i 1890’erne. Det lagde et solidt grundlag for deres venskab, hvor de gennem tiden hjalp og støttede hinanden med omtaler og opførelser. Siden kom der forskellige bump på vejen mellem dem af både menneskelig og kunstnerisk karakter.

Carl Nielsen brød sig ikke om skandalerne omkring Bendix forhold til Augusta Schiøler, hvorfor der opstod en pause i kontakten. Men da han selv blev skilt i 1915 prøvede han igen med held at tage kontakten op. De to havde stadig meget at tale om, men styrkeforholdet var ved at vende. Victor Bendix måtte i stigende grad indse, at hans senromantiske kompositioner virkede forældede i stil og tanke, mens Carl Nielsen havde fremdrift og opbakning til sine mere og mere avancerede værker samtidig med at han også komponerede sange i let tilgængelige folkelig-romantisk stil.

I 1921 dirigerede Carl Nielsen Victor Bendix første Symfoni Fjeldstigning ved to vellykkede koncerter i Musikforeningen i København og i Göteborg. Det var et værk, som Nielsen beundrede, selvom han i anden sammenhæng beskrev det som et værk ”fra den farlige romantisk-betonede mellemperiode ca. mellem Schumann og f.eks. Mahler-Strauss” (brev til Dagmar Bendix 156 bd.7).

Året efter kom den kraftfulde uropførelse af Carl Nielsens 5. symfoni den 24. januar 1924. Første Verdenskrig havde rystet verden, og det måtte også sætte sine spor i musikken. Symfonien var og blev medrivende, men på ingen måde ”skøn” i traditionel forstand.

Men Victor Bendix følte hele sin musikopfattelse rystet, da han i et berømt brev skrev en voldsom kritik af værket, hvor han skarpt analyserede det modernistiske gennembrud, som symfonien var udtryk for. Det var en udvikling, der sårede Bendix, selvom han medgav at værket var enestående originalt. Han indledte brevet med temmelig frit at citere Hr. Olufs ballade fra Niels W. Gades Elverskud, da han dagen efter koncerten skrev følgende:

“Det er, som mit Hjerte var delt i to

O, voxed’ det sammen med Tiden!

Kære Carl Nielsen.

Jeg gik fra Din Søndagsprøve, bedøvet og bedrøvet, jeg gik fra koncerten iaftes og skældte og smældte over denne Sinfonie filmatique, denne urenlige Løbegravsmusik, dette frække Bedrag, denne Knytnæve i Ansigtet paa er værgeløst, nyheds-snobbet og pirrings-sygt Publikum, Dusinmennesket en masse, der med Forkærlighed slikker den Haand, som er farvet af dets eget Næseblod!

— Og jeg vaagnede sént i Nat, kunde ikke sove mere. Din Musik holdt mig vaagen.

”Jeg vil alligevel høre den igen. Jeg hader den, men den fængsler mig.”

Jeg kan jo se den Aandslivlighed, den Styrke og Selvstændighed, hvoraf hver eneste Takt bærer Mærke. Jeg seer jo det store Drag mod det Ugjorte – maaske Ugørlige, som er et af Geniets kendetegn.

Jeg seer en aldrig hvilende Skabertrang, en sublim Unøjsomhed med allerede vundne Laurbær.

Jeg seer en enestående Bevægelsesfrihed i de forskellige Kunstformer, det Mesterskab, som en Forening af Staalvilie og sjeldne Naturgaver skænker. Og jeg seer i Din Stræben mod høje Tinder og dybe Afgrunde en naturnødvendig Opposition mod vor hidtil vel blødagtige og smaatskaarne danske Kunst.

Ja, jeg seer meget – meget i Din Musik. Gid jeg nu blot evnede at høre lige saa meget. Saa var det lettere at blive gammel.

Med alle gode Ønsker – det undtaget, at Du maa danne Skole!

Din Victor Bendix.”

Dagen efter svarede Carl Nielsen:

“Kære Victor Bendix!

Det er nu lige haardt nok! Og hvad skal jeg sige? For Du er jo den samme Du altid har været og jeg lytter til hvert Ord, Du siger og ved at Du mener dem. Men ”Skyttegravsmusik” (”urenlige” ovenikøbet) ”Frække Bedrag” ”Sinfonie filmatique”, er meget stærke Ord. Hvad skal jeg dog sige? – Jeg klamrer mig foreløbig til de andre Ord Du siger, men jeg har det som Du. Jeg vil netop tilbage til det der støder; jeg vil forstaa Dig ellers forstaar jeg heller ikke mig selv. Mener Du at jeg laver Humbug? At det er Bedrageri? Det er umuligt. Der er ingen videre Forskel paa dette Arbejde og mine andre, men maaske er visse Friheder stærkere markerede. Er jeg som en Dranker der skal have Snapsen stærkere og stærkere for at finde Tilfredsstillelse ved Livet? Hvad er det hele hvis der ingen forbandet Glæde er ved at lave Tingene. Er det galt at jeg maa kradse mig selv op hver Gang jeg skal skrive noget større? Men det keder mig ellers.

Hvad skal jeg saa gøre? Jeg kan naturligvis lade være. Jeg kan godt lade være; der hersker ikke i mig noget af det man kalder ”høj Stræben”, ”store Ideer” eller nogen anden etisk-kunstnerisk Overbevisning eller Pligt til at forvalte sit Pund. Det mærker jeg slet ikke; men derfor kan det jo godt være muligt at der inde i Menneskets Sjæl, bag al Mudren, Tumlen, Uklarhed, Selviskhed ligger nogle fine Traade, som blev spundet i Ungdom og Barndom og som nu alligevel ligger og trækker den saakaldte ”rette vej”.- Hvad drømte vi ikke om!!

Kære Victor! Jeg har haft det temmelig strengt i den sidste Tid; arbejdet meget. Af og til har jeg tænkt paa, hvad du ville sige til ”den” og nu har vi altsaa Skandalen.

Men nu haaber jeg vi ses meget snart; det er jo en Aftale at jeg skal besøge jer en Aften og jeg – – glæder mig nok alligevel – saadan altsaa – (Hils Din Kone) – til det.

Din Carl Nielsen.”

Der var altså opstået en kløft imellem deres kunstneriske stræben, som ikke var så let at hele; der måtte arbejdes på at gøre forbindelsen positiv. At venskabet trods forbehold holdt, kan man bl.a. læse af det brev Carl Nielsen sendte til Bendix enke Dagmar i 1931:

“Jeg skylder Victor meget mere end han vistnok havde Anelse om. Han var mig en god Mester, som ubarmhjertigt sagde mig Sandheden i de unge Aar, altid samtidig med Varme og Interesse, saa det – trods Kritiken – alligevel var opmuntrende. Han var i det hele taget en positiv Natur, derfor blev hans Betydning, baade som Komponist, Dirigent og Lærer, i dansk Musik saa stor og berigende.”

Eva Hvidt

”Fordum var der fred på gaden, førend vægteren råbte ni”, synger den mismodige Jeronimus i Carl Nielsens Maskarade, som lige har haft repremiere i Operaen. Jamen dog! Det er jo netop sådan, det er at leve for tiden under den fortvivlende Covid19 pandemi. Det gik heller ikke ubemærket hen i Kasper Holtens genopfriskede iscenesættelse, hvor det hele fik et corona-twist. Jeronimus kom, efterhånden som løjerne udviklede sig, til at minde om en af mine allerkæreste gamle onkler i en fin præstation af barytonen Morten Staugaard.

Endnu bedre blev det i den kostelige scene i første akt, hvor Hr. Leonard, sunget af Michael Kristensen, ankom iført plastic visir og desinficerende spritklud, da de to kommende svogre med alle høfligheds foranstaltninger må gå til bekendelse: ”Min søn har brudt sit ord”, ”Min datter har brudt sit!” ”Så er vi kvit!” synger de i kor, mens den unge søn Leander og hans tjener Henrik må kæmpe bravt for at komme ud i nattelivets maskerade.

Opsætningen er, som man vil vide fra tidligere, rykket frem til vore dages bedre borgerskab med samtalekøkken, mobiltelefoner og designermøbler i Marie í Dalis scenografi. Her møder man først makkerparret i den unge generation: Leander og hans tjener Henrik smukt sunget af barytonen Simon Duus. Denne aften var det dog afgjort Gert Henning-Jensen, der som Leander bar forestillingen igennem med fint scenisk nærvær, elegant fysik og stort vokalt overskud. Johanne Bock gav en let fordrukken og karantæneramt Magdelone med maner. Som de to tilbedte jomfruer Leonora og Pernille hørtes Dénise Becks fine lyriske sopran og Johanne Højlunds mere fyldige stemmepragt. Og så kunne man opleve den unge Nicolai Elsberg springe over scenen som vægter i Ole Lukøjekostume og med en dejlig basstemme, der både er lys og mørk i klangen. Det kgl. Kapel spillede med bravur under Michael Schønwandts ledelse, måske dog en smule for kraftigt under nogle af scenerne.

Tredje akts store festscene med maskeraden giver ligesom festscenen i Johann Strauss Flagermusen plads til en masse underholdende indslag, herunder flere sindrige balletoptrin koreograferet af Signe Fabricius. De mange skiftende scener i tredje akt er en noget forvirrende del af operaen. Alligevel bliver man mægtig glad og feststemt med den lykkelige finale og slutkorets ”Kehraus! Kehraus!”

Summa summarum: Her kom jeg som en anden Jeronima til repremieren for at brokke mig over, at det ikke var en ny iscenesættelse, der var tale om. Men så viste det sig at være sådan en sjov og opløftende aften, at det for en tid bragte mig på andre og mere hjertelige tanker.

Sorrig og glæde, de vandrer til hobe. Det er tankevækkende, at Carl Nielsen under tilblivelsen skrev, at han følte sig ”ligesom et åbent rør hvorigennem der løber en musikstrøm som milde stærke kræfter bevæger i en vis salig svingning”, da han i årene op mod 1906 komponerede dette mesterstykke af en komisk forvekslings-opera. Samtidig gennemlevede han en af de alvorligste perioder i sit liv, hvor både han selv og børnene var i krise, mens hustruen Anne Marie Carl Nielsen i lange perioder arbejdede som billedhugger i Athen.

Maskarade, opera af Carl Nielsen, libretto af Vilhelm Andersen efter Ludvig Holbergs komedie ”Mascarade”, spilles i Operaen København indtil 28. januar 2021

Eva Hvidt

Pladeselskabet Naxos har nu udgivet cd’en med violinist Hasse Borups indspilning alle Carl Nielsens violinværker solo og med klaver. Her bliver man præsenteret for en bred palet af komponistens omfangsrige udtryk og kunnen. Fra den helt tidlige, folkelige polka komponeret af en kun 8-årig Carl over en lille hilsen og to yndefulde romancer, der for de tidlige værkers vedkommende nu er indspillet for første gang, til store modne og interessante sonater, som her fremføres sammen med den særdeles velspillende amerikanske pianist Andrew Staupe. Endelig kan man høre to værker for soloviolin komponeret i midten af 1920’erne, hvor Nielsen med sine orkesterværker var slået ind på meget mere radikalt eksperimenterende og moderne musikstil. Det ene Præludium, tema og variationer var dediceret til komponistens svigersøn Emil Telmányi, som uropførte værket. Det andet Præludio e presto var en videreudvikling af en hilsen Nielsen havde lavet til komponisten Fini Henriques. Det er interessant at høre, ikke mindst fordi Carl Nielsen selv var udlært violinist, i adskillige år ernærede sig som musiker i Det kgl. Kapel, og gennem flere somre engagerede sig som primarius ved skiftende strygekvartetter i det sommerlige musikliv på Fuglsang Gods. Link: https://www.naxos.com/catalogue/item.asp?item_code=8.573870

E.H.

Det er lidt af en milepæl, at Carl Nielsens samlede musik til skuespillet Moderen nu foreligger på cd, hvorved partituret for første gang siden førsteopførelserne kan høres i sin helhed. Som en officiel fejring af Danmarks genforening med Sønderjylland i 1920 blev Helge Rode bedt om at skrive et skuespil til lejligheden, hvilket resulterede i Moderen, et eventyrspil i en prolog og syv billeder. Rode havde tidligt i processen Carl Nielsen i tankerne til at lave den ledsagende musik, men komponisten vægrede sig af forskellige grunde. Han havde mange opgaver og rejser på dette tidspunkt, bl.a. som dirigentvikar for Wilhelm Stenhammar i Göteborg. Det var heller ikke længe siden, at Nielsens musik til Oehlenschlägers skuespil Aladdin havde haft premiere på Det kgl. Teater efter opslidende kampe. Dertil kom, at arbejdet med hans femte symfoni så småt var ved at tage form.

Men da han først satte sig ved nodepapiret, flød der den skønneste musik fra pennen, hvoraf numre som Tågen letter eller sangene Som en rejselysten flåde, Min pige er så lys som rav eller Så bittert var mit hjerte er blevet meget kendte og elskede indslag. Skønt skuespilteksten for længst er gået i glemmebogen, endte scenemusikken således med at blive det, man husker fra den forestilling. Dog var det først i 2007, at det komplette partitur til skuespilmusikken blev udgivet på tryk takket være Carl Nielsen Udgaven.

I eventyrspillet symboliserer Moderen naturligvis mor Danmark. Historien om hende og hendes tabte søn sættes i gang under prologen, som indvarsles med en flot orkestermarch. Herefter følger syv billeder, hvori der indgår en række fine sange og mellemspil, der til dels minder om anden scenemusik af Carl Nielsen, ikke mindst Maskarade. Indspilningen er meget smukt og stemningsfuldt fremført af tenor Adam Riis (skjalden), baryton Palle Knudsen (narren), DR Vokalensemblet og Odense Symfoniorkester dirigeret af Andreas Delfs. Musikken giver med sine fint afstemte passager en god fornemmelse af, hvordan man dengang fejrede den i bedste forstand skelsættende begivenhed i København, tidens skønvirkestil og nationalfølelse slyngede sig om hinanden. Det er kort sagt en glimrende udgivelse, der her er kommet fra pladeselskabet Dacapo.

I øvrigt bør pladebranchen tage miljøhensyn som alle andre og stoppe med at producere plasticcovers til cd’erne. De kan let erstattes af mere handy og smukke covers af pap, hvor cd’en kan vippes ud af et leje i midten.

E.H.

 

Da man den 9. juni 1965 fejrede 100 året for Carl Nielsens fødsel, blev dette fine frimærke  udsendt. Det blev tegnet af den tids fine gravør Mads Stage. Portrættet er værd at studere i forstørret form, da det er en usædvanlig smuk og detaljeret tegning, formodentlig lavet på grundlag af et fotografi.

Vi benytter anledningen til at mindes dette i dag, hvor komponistens posthume 155 års fødselsdag fejres.

 

Efter koncerten den 13. februar i Mogens Dahls Koncertsal modtog violinist og dirigent Nikolaj Szeps-Znaider Carl Nielsen Selskabets hæderspris for hans mange fine fremførelser af Carl Nielsens Violinkoncert og som opmuntring til, at han som dirigent skal cd-indspille alle Carl Nielsens symfonier med Odense Symfoniorkester, der i 2021 fejrer sit 75-års jubilæum.

Lisbeth Ahlgreen Jensen, der i årtier har arbejdet med at drage kvindelige danske komponisters skæbne ud af glemslen, har udgivet en bog om de næsten samtidige tonesættere Hilda Sehested (1858-1936) og Nancy Dalberg (1881-1949), begge var gode bekendte af Carl Nielsen. De kom fra ret velstående familier, fik mulighed for at udfolde sig, men oplevede også kriser, som påvirkede deres kompositoriske løbebane. Som assistent for Carl Nielsen kom Nancy Dalberg helt ind i den store nationalkomponists værksted. Han overlod det bl.a. til hende at instrumentere den verdslige kantate Fynsk Forår, og han udtrykte sig anderkendende om hendes musik. Nancy Dalberg udmærkede sig ved at komponere en symfoni og en Capriccio for orkester samt tre fine strygekvartetter, som netop er blevet indspillet på cd. Det er dog biografien om den noget ældre Hilda Sehested, der fylder mest i fremstillingen, ikke alene fordi hun levede flere år, men også fordi hun i højere grad markerede sig i offentligheden, og hun kan muligvis have dannet et forbillede for den unge Nancy Dalberg. Hilda Sehesteds far var kammerherre og stamhusbesidder på herregården Broholm på Fyn. En position, som hendes bror Hannibal Sehested overtog efter forældrenes død, mens Hilda hele livet havde titel af stiftsdame. Der blev ofte musiceret på Broholm, og Hilda Sehested blev ligesom Carl Nielsen en trofast elev af Orla Rosenhoff. Hendes musik var i mange tilfælde udtænkt for blæsere, hvilket man f.eks. kan høre i hendes suite for kornet eller trompet og orkester i B-dur. Hun komponerede også en kantate ved Dansk Kvindesamfunds fællesmøde i 1916. Sehesteds opera over fortællingen om Agnethe og Havmanden var så lovende, at den blev antaget af Det kgl. Teater, men den blev til hendes store skuffelse aldrig blev opført, mens hun levede. Først i 2014, 100 år efter operaens tilblivelse, blev operaen uropført i Odense Koncerthus.

Hermed er disse to komponister placeret på passende vis i Multivers lille bogserie om Danske komponister. Udgivelsesrækkens redaktion og layout egner sig dog dårligt til mere ambitiøse biografier, hvor kunstnerens livsbane og produktion kan udfoldes i en større sammenhæng. Det er et problem.

Lisbeth Ahlgreen Jensen: Hilda Sehested og Nancy Dalberg, 184 sider, Multivers.

Nancy Dalberg: The String Quartets, indspillet på cd af Nordic String Quartet, pladeselskabet Dacapo

EH