Hvis der er to komponister, der bør mindes sammen med Carl Nielsen og Thomas Laub, så er det Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Tilsammen redigerede de fire Folkehøjskolens Melodibog, da den første gang udkom i 1922, altså for præcis 100 år siden. Det er derfor også interessant, at musikformidler og organist i Svendborg Povl Chr. Balslev netop har skrevet en bog om Thorvald Aagaard og Oluf Ring, hvoraf man tydeligt fornemmer den positive og stemningsfulde indflydelse de indbyrdes havde på hinanden. Historien om deres virke og om melodibogens tilblivelse emmer ligefrem af musikalitet, højskoleånd, grundtvigianisme og landlig idyl. I det følgende fortælles lidt om sangbogens tilblivelse og om Aagaard og Rings bidrag.
Det var de gamle skjalde der sang – sådan stod der på ryggen af højskolesangbogen under Niels Skovgaards ikoniske tegning af to skjalde med en harpe. Først ved den 17. udgave afløstes mottoet af Så syng da Danmark, lad hjertet tale fra Carl Nielsens Den danske sang er en ung blond pige. Heraf skimtes også det historiske perspektiv i udgivelsen fra dyrkelsen af folkelig sangtradition, hvor omrejsende skjalde fortalte historier gennem sang og digt, mens tilhørerne kunne synge med på omkvædet, til den form for fællessang vi kender i dag.
Hele denne overlevering var i meget høj grad inspireret af N.F.S. Grundtvigs store visioner og digtning. Med sin interesse for historien dyrkede han den gamle folkevisetradition, og han begyndte selv at digte i rigelige mængder om tro og om modersmål, historie, folk og fædreland. Det var også gennem Grundtvig at tankerne om højskolerne fødtes. Rødding højskole var den første, der åbnede 1844, og mange flere kom hurtigt til. Her var sang på programmet hver dag, selvom man endnu ikke havde en fælles sangbog. Flere højskoler fik efterhånden deres egne sangbøger, men behovet for en samlet sangbog for højskolebevægelsen tog til, ikke mindst efter danskernes svidende nederlag til tyskerne i 1864. Efter mange indgående diskussioner om, hvorvidt vægten skulle ligge på det kirkelige eller det verdslige stof, eller om det historiske stof skulle gå forud for naturdigtningen, ledte dette i 1894 til udgivelsen af den første egentlige Højskolesangbog.
Alle disse digte og tekster var naturligvis et vigtigt grundlag, men der var endnu ikke helt skik på melodierne. Mange af dem var enten for tarvelige eller digtet over gamle melodier til andre tekster. Der havde også bredt sig en tendens til at dræve alt for meget på tonerne, så de blev fejlagtige og kedelige, desuden ville man gøre op med den overdrevent romantiske stil.
Når det gjaldt fornyelsen af den folkelige sang, skulle der gerne være et skin af genkendelighed i melodien ”Schein des Bekannten”, sådan som J.A.P. Schultz i slutningen af 1700-tallet havde formuleret det ved udgivelsen af sine Lieder im Volkston. Han lavede bl.a. melodi til Sig månen langsomt hæver.
Laub, som blev den altdominerende chefideolog indenfor den folkelige sang og kirkemusikken i 1900-tallets Danmark, mente at ægte folkelighed ikke skulle opnås ved at slække på de kunstneriske krav, men ved at gøre melodierne enklere med faste, klare intervaller, og han greb tilbage til tidligere epokers musik for at finde de rette eksempler. Hans program var skarpt og enkelt, men med stor virkning, og Carl Nielsen bakkede op om Laub i disse sager. Den folkelige sang behøvede slet ikke at være mere banal eller mindre fin end den store klassiske musik.
Da Aagaard i 1905 havde afsluttet sine studier på Musikkonservatoriet i København, vendte han hjem til Fyn, hvor han med varme anbefalinger fra Laub og Nielsen blev ansat som organist i valgmenighedskirken i Ryslinge og som sanglærer på højskolen samme sted. Her begyndte han sin livsopgave med at arbejde for folke- og menighedssangens fornyelse.
Blandt de samtidige digtere, der i høj grad tiltalte både Nielsen og Aagaard, var
Jeppe Aakjær. Og i 1920 trådte Aagaard frem i offentligheden med sine Ni viser til tekster af Jeppe Aakjær, der ligesom Laubs og Nielsens En snes danske viser var beregnet for solo- eller fællessang med klaverakkompagnement. Her finder man fine Aagaardsange som Spurven sidder stum bag kvist, Sneflokke kommer vrimlende og Han kommer med sommer. ”Disse melodier er som den bly viol, der kun findes af den der søger. Men det lønner sig at søge her”, skrev Laub anerkendende om sangene.
Folkehøjskolens Melodibog udkom i 1922 som et idyllisk efterspil ovenpå Første Verdenskrigs dønninger og genforeningen med Nordslesvig. Her var Aagaard ankermanden blandt de fire redaktører. Det blev kulminationen på hans livsgerning, mens Laub og især Nielsen var optaget af mange andre opgaver og Oluf Ring blev inddraget som en kompetent yngste mand i flokken. Opgaven var at foretage en fornyelse under hensyntagen til, hvad der hidtil var blevet brugt af melodier til brug for højskolen og andre syngende kredse. Den første udgave af melodibogen indeholdt 247 nye melodier, hvoraf 73 var af Thomas Laub, 48 af Carl Nielsen, 35 af Aagaard og 28 af Oluf Ring samt 63 bearbejdelser af folkeviser.
Til sammenligning er der i den seneste udgave af Højskolesangbogen i 2020 kommet 151 nye melodier til. Og af denne sangbogs i alt 601 sange står de fire omtalte komponister kun for 75 af melodierne tilsammen. Der er med andre ord sket en fornyelse og forandring, som er nødvendig for at holde sangtraditionen i live.
Der var mange paralleller i Aagaards og Rings flittige arbejde for den folkelige sang og det lokale musikliv. Oluf Ring var dog en mere lystig og omkringfarende fætter i sit arbejde som musiker og seminarielærer. Hans smukke sans for at veksle mellem mol og dur førte til fine sange og salmer som Se, nu stiger solen (til tekst af Jakob Knudsen), Danmark nu blunder den lyse nat (til Thøger Larsens digt) og Når egene knoppes. Med ganske enkle midler komponerede han musik til St. St. Blichers melankolske Sig nærmer tiden, da jeg må væk og til børnesangen Oles nye autobil.
Eva Hvidt