Hyldest til Det kgl. Kapel

Man kan blive helt mundlam ved tanken om, at Det kongelige Kapel i det forløbne år har fejret 575-års jubilæum! Med sin oprindelse som trompeterkorps ved Christian d. 1.s hof i 1448 har orkestret eksisteret i ubrudt linje til i dag, hvilket gør Det kgl. Kapel til verdens ældste orkester. Senere fulgte hofkapellerne i Weimar (fra 1491), i Stockholm (fra 1525) og Dresden (fra1548). Med tiden har orkestrene udviklet sig og tilpasset sig tidens musiksmag. Det kgl. Kapel er blevet til et fuldt udbygget symfoniorkester, hvis vigtigste funktion er at forestå Det kgl. Teaters mange musikproduktioner, herunder også en række Kapelkoncerter.

Hver eneste ansatte musiker i orkestret har siden 1448 fået tildelt et nummer, hvilket sammen med det overleverede nodemateriale giver et spændende indblik i orkestrets historie. Komponisten Carl Nielsen fik f.eks. nummer 657, da han i 1889 vandt stillingen som 2. violinist i Kapellet. Hans tid som musiker og senere dirigent for orkestret blev nogle vigtige læreår; han fik et stort repertoirekendskab og tjente til livets opretholdelse. Hans første symfoni (g-mol) uropførtes 14. marts 1894 af Kapellet dirigeret af Johan Svendsen. Derefter kom mindeværdige uropførelser af operaerne Saul og David (1902) og Maskarade (1906).

Som en del af 575-års jubilæumsfejringen er der nu udgivet en række fornemme indspilninger af Carl Nielsens symfonier optaget i perioden 1965-2022 med dirigenterne Thomas Søndergård, Alexander Vedernikov, Leonard Bernstein, Sir Simon Rattle, Michael Boder og Paavo Berglund. Dertil kommer en smuk og karakterfuld fremførelse af Klarinetkoncerten med John Kruse som solist. Til sidst dirigerer Michael Schønwandt ouverturen til Maskarade, som knap bliver spillet færdig, før bifaldet bryder ind og musikken er klar til at operaen går over scenen. Jo, Det kgl. Kapel lever i bedste velgående, og det er en fryd at lytte til orkestrets varme klang. CD-boksen er udkommet på pladeselskabet Naxos, og flere af optagelserne, nemlig symfonierne 1, 2 og 5 samt Klarinetkoncerten, udkommer også digitalt. Leonard Bernsteins ikoniske indspilning af den 3. symfoni og Paavo Berglunds fremførelse af den 6. symfoni er for længst udkommet på andre pladeselskaber.

E.H.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *