Nielsen og Szymanowski
Det er ikke tilfældigt, når Carl Nielsen Selskabet og Karol Szymanowski Selskabet fra Polen nu har indgået en samarbejdsaftale om at promovere det andet selskabs komponist i vort eget land. Skønt de to komponister ikke var helt samtidige, indtager de dog begge positionen som landets absolut førende komponist i første del af 1900-tallet.
Intet tyder på, at de har haft nogen personlig kontakt. Men det var tæt på, for de var begge udset til at deltage i ISCM-festivalen i Frankfurt-am-Main i 1927, Carl Nielsen med den femte symfoni og Szymanowski med sit Stabat Mater (1925-26). Imidlertid havde den internationale jury udvalgt endnu et stort korværk af den nu totalt glemte kroatiske komponist Bozidar Sirola (1889-1956), og det viste sig praktisk umuligt at gennemføre to store værker med kor. Derfor udgik Szymanowskis værk, og han mødte følgelig heller ikke op til festivalen, hvor Carl Nielsen til gengæld var til stede med sin familie og kunne glæde sig over en symfonisk succes med den unge Wilhelm Furtwängler som dirigent.
De kunne så også have mødt hinanden i København, som Szymanowski skulle have besøgt første gang i efteråret 1920 som del af en ministeriel polsk delegation, der skulle forberede polske koncerter og udstillinger. Han lod sig dog i London lokke til at snige sig uden om den skandivaniske del af turen og tog i stedet med vennen, pianisten Artur Rubinstein til USA i stedet. Og Nielsen var jo død, da Szymanowski for første gang besøgte den danske hovedstad i 1933 (hvor han spillede klaverpartiet i sin fjerde symfoni ved en torsdagskoncert – en fragmentarisk optagelse findes stadig i DR’s arkiv) og vendte tilbage i 1935 (hvor han deltog i en kammerkoncert med værker af ham selv).
Det lader sig ikke påvise, at Nielsen skulle have overværet en eneste af de relativt få københavnske Szymanowski-opførelser i hans levetid. Kun en enkelt af dem var symfonisk, nemlig den skandinaviske førsteopførelse af Szymanowskis 2. symfoni, som fandt sted den 30. august 1924 med Tivolis Koncertsals Orkester dirigeret af Nielsens gode ven, Frederik Schnedler-Petersen. Anmelderreaktionen var, som man nok også kunne forestille sig, at Nielsens ville have været: man talte om “det Strauss’ske Orkester i Fylde og Flothed, men ikke i virtuost Raffinement”, om “Kaos” og om “denne af kromatisk Bugvrid opfyldte Symfoni”.
Der er ikke mange stilistiske lighedspunkter mellem Szymanowskis og Nielsens musik, og de delte da heller ikke altid smag, når det gjaldt samtidens musik. Szymanowski var eksempelvis meget mere begejstret for Stravinsky, end Nielsen nogensinde blev. Men begge engagerede de sig fagligt på kollegernes vegne og søgte at bedre komponiststandens vilkår. De søgte også kollegialt samarbejde udover landegrænsen, for Nielsens vedkommende først og fremmest skandinavisk, mens Szymanowski helt fra første færd engagerede sig i ISCM, det internationale selskab for samtidsmusik.
.jpg)
Begge blev de også ledere af landets førende musikuddannelsesinstitution. Nielsen sad i en årrække i Konservatoriets bestyrelse, men blev først dets direktør i sit dødsår 1931 og nåede derfor ikke at sætte noget egentlig præg på institutionen. Blandt hans planer var en art folkelig musikuddannelse i form af en foredragsrække for almemt musikinteresserede, hvor deltagergebyret var sat så lavt som 2 kr. pr. måned. Det var planen, at Nielsen selv skulle have holdt et par af den første sæsons foredrag.
Szymanowski blev leder af Konservatoriet i Warszawa i 1927. For hans vedkommende blev det ikke døden, der afbrød hans konservatorievirke, men derimod intern modstand fra konservative lærerkræfter, der fik ham til trække sig tilbage til kompositions- og koncertvirksomhed efter kun et par år i stillingen. Den manglende faste indtægt tvang ham til at koncertere mere, end han selv brød sig om, og det var anledningen til de to sidste Danmarks-besøg.
Kompositionsmæssigt er der en forholdsvis upåagtet forbindelse mellem Szymanowski og Nielsen, idet de begge bidrog til den serie af Vocalise-Etuder, som sangprofessoren A. L. Hettich ved Konservatoriet i Paris bestilte hos førende europæiske komponister fra 1907 og i en gang årrække derefter. Nielsen skrev sit bidrag til serien i 1927 og Szymanowski sit året efter. Begge disse kompositioner høres kun sjældent nutildags; men de findes heldigvis indspillede på cd og blev også fremført ved den medlemsaften i Carl Nielsen Selskabet (8/9 2008), som markerede vor samarbejdsaftale med Szymanowski Selskabet.
Sluttelig bør det heller ikke glemmes, at begge disse komponister også havde evnen til at forme ord. Szymanowski skrev såvel en (desværre kun fragmentarisk bevaret) roman som noveller og digte, og hans artikler om musik og musikere er lige så udbytterig læsning som Nielsens Levende Musik eller Min Fynske Barndom.
Vil du vide mere om Szymanowski og hans musik, findes der en god introduktion her.