Familieliv
Der var givetvis flere grunde til, at Carl Nielsen ofte og gerne dirigerede i Göteborg. Han havde brug for pengene. Han ville også gerne vise hvad han duede til som dirigent – og ikke kun af egne værker. Desuden levede han i denne periode adskilt fra resten af familien det meste af tiden, og der var grænser for, hvor længe og hvor tit han kunne bo hos sine danske venner.
I efteråret 1918 og igen i sæsonen 1921-22 blev han engageret som substitut for Wilhelm Stenhammar, som var den ene af orkestrets to faste kapelmestre. Dette faste engagement kom til på Carl Nielsens initiativ, efter at Stenhammar havde nævnt, at han trængte til at holde fri. Også ind imellem disse længere ophold gæstede Nielsen regelmæssigt orkestret. Han programsatte med jævne mellemrum værker af sig selv. De større kompositioner kunne kun spilles på symfonikoncerterne, mens værker som ouverturen til “Maskarade” eller uddrag af “Aladdin” også kunne opføres på orkestrets populærkoncerter.
I begyndelsen af 1917 havde Det kgl. Teaters kunstneriske leder Johannes Nielsen henvendt sig til Carl Nielsen for at bevæge ham til at sætte musik til en planlagt nyopsætning af Adam Oehlenschlägers store læsedrama “Aladdin”. Johannes Poulsen (1881-1938) skulle sætte i scene. Nølende sagde han ja – for derefter at hitte ud af, at Johannes Poulsen havde inddraget orkestergraven i scenografien. Orkestret skulle i stedet spille inde under den store trappe, der var scenografiens hovedelement. Da Poulsen tillige under de afsluttende prøver strøg en stor del af musikken og ændrede på Nielsens omhyggeligt afvejede rækkefølge af danse, blev det til slut komponisten for meget. Han forlangte efter generalprøven sit navn strøget af plakater og programmer.
Forestillingen, som var delt over to aftener, havde derfor premiere den 15. og 22. februar 1919 uden nogen kreditering af komponisten. I stedet sammenstillede Nielsen en koncertsuite, som stadig spilles i sin helhed eller i uddrag og foranstaltede desuden i 1925 en koncertopførelse af stort set al musikken (26 ud af dens 31 numre) i Dansk Koncertforening.
Af de spredte breve fra kriseperioden i ægteskabet Nielsen, som er offentligt tilgængelige, fremgår det klart, at begge ægtefæller var fortvivlede, og at Carl forsøgte sig med diverse former for tilnærmelser. Således købte han i 1918 et sommerhus på Skagen, kaldet Finis Terræ. Netop på Skagen havde familien tidligere ferieret, og Carl havde måske troet på en genoprettelse af idyllen.
I øvrigt var døtrene ved at flyve af reden. Den ældste datter, Irmelin, havde faderen undervist i musikteori, og fra efteråret 1912 studerede hun Dalcroze-rytmik, først i Hellerau i Tyskland og siden i Genève, da skolen på grund af Verdenskrigen blev flyttet til neutral grund. Irmelin havde, inden hun tog til Hellerau, forelsket sig i Carl Nielsens elev Ove Scavenius (1884-1973). Hendes følelser var gengældt; men forbindelsen overlevede ikke den fysiske adskillelse og Carl Nielsens passive modstand. Hun blev i stedet den 14. december 1919 gift med læge Eggert Møller (1893-1978), som siden blev professor ved Københavns Universitet og leder af Rigshospitalets daværende Poliklinik. Irmelin levede til 1974.
Anne Marie, kaldet Søs, var gået i sin mors fodspor og havde søgt uddannelse ved Kunstakademiet i København, hvorfra hun – efter en ufrivillig kostskolepause i England, da forældrene opdagede en forelskelse i en to år ældre medstuderende – fik afgang i 1916. Hun fik derefter Akademiets lille guldmedalje for et maleri, som hun havde holdt skjult for forældrene til dagen før det skulle afleveres. Hun blev gift i 1918 med den ungarske violinist Emil Telmányi (1892-1988).
Telmányi besøgte første gang København i 1912 sammen med den polske pianist Ignaz Friedman. Via musikforlæggeren Alfred Wilhelm Hansen blev han gjort bekendt med Carl Nielsens A-dur violinsonate. Den følgende sommer var han gæst hos Nielsen, der sammen med Henrik Knudsen spillede sin anden violinsonate for ham. I de følgende år centreredes Telmányis Nielsen-interesse stadig mere om datteren Anne Marie, hvilket tydeligt gjorde Nielsen betænkelig. I hvert fald måtte en af familiens håndfaste venner, operasangerinden Elisabeth Dons (1864-1942), intervenere på de unges vegne, før de fik hans tilladelse til at gifte sig.
Brylluppet fandt sted den 6. februar 1918, og Carl Nielsens bryllupsgave var tilegnelsen af det netop færdigskrevne orkesterstykke Pan og Syrinx. Telmányi skulle herefter komme til at gøre en betydelig indsats for udbredelsen af Carl Nielsens musik, først og fremmest som violinist, men senere i stigende grad også som dirigent og endelig som medarbejder ved reviderede udgaver af nogle af Carl Nielsens værker. De to soloværker, Præludium og Thema med Variationer(1923) og Preludio e Presto (1928) er begge skrevet til Telmányi.
De to søstres bror, Hans Børge, havde siden fire-års alderen været handicappet af følgerne af en meningitis og tilbragte størstedelen af sit liv borte fra familien efter at almindelig skolegang havde vist sig umulig at gennemføre. Familien så han først og fremmest i ferier og ved højtider samt familiebegivenheder såsom runde fødselsdage eller vigtige uropførelser. Han var ved sin død i 1956 bosat i Taps, 10 km. syd for Kolding.
Endnu inden Nielsen havde fået færdiggjort scenemusikken til Helge Rodes festspil “Moderen”, hvormed Det kgl. Teater skulle fejre Sønderjyllands genforening med Danmark, begyndte han at tumle med en ny symfoni. De indledende faser fandt sted i efteråret 1920, dels på Damgaard, dels i Villa Højbo i Tibberup ved Humlebæk i Nordsjælland. Her havde familien Michaelsen indrettet et arbejdssted for musikervenner, som Nielsen flittigt benyttede sig af under separationen fra hustruen.
Endnu et lejlighedsarbejde skulle gribe forstyrrende ind i konciperingen af den Femte Symfoni. Det var korkantaten Fynsk Foraar, som var et bestillingsarbejde, der måtte puttes imellem, da han i marts 1921 havde symfoniens første del færdig.
Oprindelsen til denne danske kantate-klassiker var en konkurrence, som Dansk Korforening udskrev om en tekst omhandlende dansk natur, historie eller folkeliv, som Carl Nielsen så skulle sætte i musik. Konkurrencen blev vundet af Aage Berntsen (1885-1952), læge, forfatter og søn af skolemanden Klaus Berntsen, der havde medvirket til, at Carl i sin tid kom til København for at studere. Aage Berntsen havde indsendt to konkurrence-bidrag (det andet om drabet på Knud den Hellige), så det var et held, at den vindende tekst lå så tæt på Carl Nielsens egen fynske baggrund.
I juli 1922 samledes så de 1000 korsangere i Odense. Ved en koncert i Markedshallen den 8. juli under Georg Høebergs myndige ledelse uropførtes så den lyriske humoreske om våren på Fyn. Akustiken var vel ikke ideel. Alligevel var glæden stor, også i den fynske presse.
Efter uropførelsen af Fynsk Foraar tvang et hjerteanfald Carl Nielsen til sengs på Damgaard. Kun langsomt kunne han begynde han at beskæftige sig med andet end strikning eller læsning. Efterhånden kunne han dog småsysle med at komponere danske sange. Da Emil Telmányi var ankommet, tog han sammen med ham fat på at revidere nodematerialet til “Maskarade” med henblik på en påtænkt opsætning i Antwerpen (som i øvrigt ikke blev til noget). Anne Marie Carl-Nielsen havde besøgt ham kort på Damgaard umiddelbart efter anfaldet, men befandt sig derefter i København og var bekymret for ham – en bekymring, som igen førte dem nærmere hinanden. Mod årets slutning fandt ægtefællerne sammen igen. Genforeningen fejrede de med en otte-dages tur til Berlin i begyndelsen af januar 1923. Familien var nu atter en enhed, og den skulle vise sig at være holdbar.