Familien Carl Nielsen skulle i 1893 flytte til en lidt større lejlighed på Nørre Vold og her gik det galt ved bugseringen af komponistens flygel på den smalle trappe. En flyttemand kom i klemme, så Nielsen sprang til og reddede både flygel og flyttemand. Men det medførte en overanstrengelse af Carl Nielsens hjerte og han måtte, i en alder af kun 28 år, tre uger på kommunehospitalet. Den gang havde man ikke de samme behandlingsmuligheder som i dag, så beskeden lød: ingen anstrengelse – tag det roligt. Men det havde komponisten godt nok svært ved. Har man fulgt med i breve og dagbogsnotater, er det mirakuløst, at vi skal helt frem til 1922 før det for alvor går galt med hjertet, for ikke bare arbejdspresset var noget nær umenneskeligt, der havde også været de meget store kriser i ægteskabet.
Året 1922 blev i høj grad præget af komponistens hjertesygdom. I maj måned får han det første af en række alvorlige anfald, der blandt andet medfører, at Anne Marie, som hun selv udtrykker det i et brev ”vil prøve at slå en streg over fortiden”. Hun tager ham simpelthen til sig igen. Carl Nielsen var nu slidt i bund efter den store femte symfoni og hertil Fynsk Forår, som han blev mindet om og ikke kunne undslippe, da han havde fået honoraret. Værket blev uropført i Odense, flere familiemedlemmer mødte op, men Carl Nielsen selv var for svag og måtte blive på Damgaard ved Fredericia, et af de foretrukne arbejdssteder. Umiddelbart efter at Fynsk Forår var løbet af stablen, fik komponisten endnu et hjerteanfald. Nu fik han strenge ordrer af lægen om alt det han ikke måtte, men én ting måtte han: han måtte strikke!
Uden at være rask gik det nu rask videre med blandt andet blæserkvintet, symfoni nr. 6, kæmpe fejring af hans 60-års dag, fløjtekoncert i Paris, klarinetkoncert, klavermusik, motetter og så videre. Kunstnere bliver jo grebet af deres idéer og så glemmer de at tage hensyn til sig selv.
Så selv om Carl Nielsen fra 1922 til sin død bliver svagere og svagere, vinder kunstens kald, han kan simpelthen ikke holde sig fra noderne, og foruden al musikken var to begivenheder med til at tappe ham yderligere for energi, nemlig en bilulykke, som endnu en gang sendte ham på hospitalet – Carl Nielsen kørte ind i en sporvogn – og ansættelsen som direktør på konservatoriet efter Anton Svendsens død sidst i 1930. Hertil Maskarade i Göteborg og Saul og David i Stockholm. Og endelig var Nielsen i gang med sit sidste store og krævende arbejde, nemlig orgelværket Commotio.
Ifølge Torben Meyers biografi fra 1948 blev Carl Nielsens sidste, fatale hjerteanfald udløst ved, at han, ved en generalprøve på genopsætning af Maskarade på Det Kongelige Teater, sprang til og legede frisk fyr ved at kravle op i et snoreværk på scenen for at bringe noget kludder i orden. Det er i hvert fald en god historie. Men netop den forklaring anfægtes med solid argumentation af John Fellow i forordet til sidste bind af mammutværket brevudgaven. Så den gode historie er vist bare – en god historie.
Hvorom alting er: I dagene efter generalprøven 25. september bliver Nielsen svagere og svagere og alligevel får han sig lige et slag bridge med Gudmund Hatt, ægtemand til Carl Nielsens ungdomsflamme Emilie Demant Hatt. Den 1.oktober lader han sig endelig indlægge. Sent på aftenen den 2. oktober vågner han for sidste gang og siger til den omkringstående familie ”I står som i en ventesal, I venter ”. Lige efter midnat til den 3. oktober konstateres det, at han er død. Allerede samme dag stod der om dødsfaldet i New York Times og aviserne herhjemme var fyldte med omtaler af Carl Nielsen. Den 9.oktober blev han bisat fra Vor Frue Kirke ved noget, der ligner en stor statsmands begravelse. Høj og lav fra musik- og kulturliv var mødt op, foruden tusindvis af mennesker, der var stærkt berørte. Carl Nielsen var jo ikke ’bare’ en komponist af den såkaldte kunstmusik, han var også den folkelige komponist.
Når man ved, hvor tidligt hans hjerteproblemer viste sig, når man ved, hvor meget han bød sig selv, når man ved, hvor få behandlingsmuligheder, der var dengang, når man ved, at familien fik solid dansk kost med fed sovs og at de tilmed røg, så det piblede, når man ved, hvor slemt det var fat i 1922, når man ved, at han i 1928 var på skiferie i Norge, – så er det i virkeligheden ret utroligt, at vi skal helt frem til efteråret 1931 før Carl Nielsen endelig drog sit sidste suk.
Torben Enghoff