En stabel arbejder

Med vanlig optimisme programsatte Carl Nielsen uropførelsen af sin femte symfoni til en Musikforenings-koncert den 24. januar 1922. Det betød, at han måtte indskrænke sine sociale aktiviteter i Göteborg, hvor han var ansat som dirigent: “Alle mine Venner og Bekendte her forstaar, at jeg ikke gør Visitter hos nogen da jeg skal have Ro til min Symfoni i den Tid jeg ikke dirigerer og jeg er saaledes fuldstændig gaaet fri for Middagsselskaber…” Alligevel blev renskriften af partituret færdig kun ni dage før koncerten!

Det trykte program ved uropførelsen af Nielsens femte symfoni røbede ikke meget om den revolutionerende oplevelse, publikum havde i vente. Symfoni nr. 5 i to dele (Ny) – det var alt!

I sin stil var den todelte symfoni så tilpas radikal, at den uundgåeligt måtte dele eller i det mindste forvirre publikum og anmeldere. I Nationaltidende skrev Gustav Hetsch således, at “dansk Symfoni-Litteratur og Carl Nielsens egen Komponist-Bagage er bleven et mærkeligt og højst originalt Værk rigere”. Mens vennen og komponistkollegaen Victor Bendix i et brev til Carl Nielsen kaldte symfonien for en “blodig, knyttet Næve i Ansigtet paa et godtroende, snobbet Publikum” hvilket muligvis kunne forstås som en kompliment, hvis ikke brevet også havde kaldt symfonien for “smudsig Skyttegravsmusik”!

Den oprindelige inspiration til Carl Nielsens Blæserkvintet var en opringning engang i efteråret 1921 til vennen, pianisten Christian Christiansen, der netop sad og øvede med fire af de fem medlemmer i København Blæserkvintet på Mozarts Sinfonia Concertante. Christiansen tog telefonen, men blæserne fortsatte med at spille. Nielsen hørte det og bad om at måtte komme over og lytte med. Her oplevede han, hvordan Mozart – ikke mindst i sidstesatsens variationsrække – understreger og leger med det enkelte instruments karakter. Kort efter meddelte han kvintettens oboist, Svend Christian Felumb (1898-1972), at han gerne ville skrive en kvintet til dem.

I en samtidig tegning ved P. Johannessen ses Carl Nielsen i færd med at instruere de fem musikere, der i 1922 uropførte hans Blæserkvintet.

Den 1. februar 1922 tog han til Göteborg, hvor han var engageret i en periode som dirigent. Her tog han fat på blæserkvintetten. I marts var han dels i Bremen for at dirigere egne værker, dels i København for ved en Musikforenings-koncert at dirigere bl.a. Berlioz’ Symphonie Fantastique, hvor Felumb blæste den store engelskhorn-solo bag scenen. Midt om natten efter koncerten ringede Nielsen til Felumb for at spørge, om det lod sig gøre for oboisten at skifte til engelskhorn undervejs i et værk. Felumb svarede ja, og alverdens oboister har lige siden bandet over at skulle skifte til engelskhorn i sidstesatsens udtryksfulde præludium og tilbage til oboen i variationerne over Nielsens egen salmemelodi “Min Jesus, lad mit Hjerte faa”.

Tilbage i Göteborg skrev han videre på kvintetten, og i slutningen af april var den færdig. Den blev spillet første gang privat, nemlig hos hans venner, familien Mannheimer, på Lisa Mannheimers fødselsdag søndag den 30. april. Den offentlige uropførelse fandt naturligvis sted hjemme i København den 9. oktober 1922med det ensemble, som den var skrevet til, d.v.s. foruden Felumb fløjtenisten Paul Hagemann (1882-1967), klarinettisten Aage Oxenvad, hornisten Hans Sørensen (1893-1944) og fagottisten Knud Lassen. Hermed var en blæserkvintet-klassiker født.

Den lægeordinerede passivitet på Damgaard efter Carl Nielsens hjerteanfald i begyndelsen af juli 1922 gik ham på og satte fart i spekulationer om kunstens og hans egen situation. Til sin kone skrev han i slutningen af august bl.a.:

“Forholdene er jo faktisk nu saadanne i Verden at der næsten ingen Brug er for Kunst. Nu har jeg liggende en hel Stabel Arbejder som jeg neppe kan faa trykt og endnu mindre faa Betaling for. 1) En Symfoni, 2) en Strygekvartet, 3) en Blæserkvintet, 4) musikken til “Aladdin” 5) Korstykker, 6) “Pan og Syrinx” o.s.v. Synes du ikke det er nedstemmende? Tyskland som før Krigen var enhver Musiker eller Komponists Haab er slaaet til Jorden for en Menneskealder.”

Brevet er et godt eksempel på, at Carl Nielsen – som vel de fleste mennesker – kunne lade sig gribe af pessimisme og – for en kortere eller længere tid – kun se de sorte sider. I dette tilfælde kortere, for ret umiddelbart efter brevet gav han sig til at satse stærkt på netop Tyskland, specielt Berlin. Mere slået til jorden var Tyskland åbenbart alligevel ikke. Og hvad angår at få trykt partiturerne, hører det med til historien, at den Femte Symfoni var blevet uropført tidligt det samme år, og at Blæserkvintetten endnu ikke havde oplevet sin uropførelse. Den var kun blevet spillet privat i Göteborg. Man kan derimod dele hans undren over, at Wilhelm Hansen ikke havde følt trang til at trykke Pan og Syrinxog orkesteruddragene af “Aladdin”, som dog blev spillet med en vis regelmæssighed, og heller ikke strygekvartetten i F-dur, som var skrevet helt tilbage i 1906. Den blev nu i stedet i 1923 udgivet hos Peters i Leipzig.

Da Nielsens hidtidige forlægger, Wilhelm Hansen, i begyndelsen af 1920’rne markerede, at man ikke længere kunne hamle op med at udgive mere eller mindre alt, hvad komponisten skrev, prøvede man at sætte et plaster på såret ved samtidig at skaffe komponisten i kontakt med det ansete forlag Peters i Leipzig. Her fik Nielsen så udgivet nogle få af sine værker, deriblandt strygekvartetten i F-dur, som dog langtfra var så ny, som det relativt højte opusnummer kunne antyde.

Da det var blevet klart for Nielsen, at Wilhelm Hansen ikke længere var villig til at udgive alt, hvad han selv anså for vigtigt, havde han i 1920 indledt forhandlinger med Peters. Det tyske forlag udgav i 1923 foruden strygekvartetten også Klaversuiten, opus 45 og i 1925 Præludium og Thema med Variationer, opus 48, for solo-violin. Blæserkvintetten blev trykt hos Wilhelm Hansen i 1923 og Pan og Syrinx i 1925; men det skulle alligevel komme til et egentligt brud med dette hans første og i mange år eneste forlag.