Ung og lovende
Carl Nielsens hovedfag på Konservatoriet var violin, men senest mod slutningen af hans studietid må det have været klart for hans kammerater, at det var komposition, der var hans egentlige interesse. Hans offentlige komponistdebut fandt dog først sted, da han havde forladt Konservatoriet, nemlig i Tivolis Koncertsal den 17. september 1887, hvor hans Andante tranquillo e Scherzo for Strygeorkester opførtes (med ham selv spillende violin i orkestret).
Kort efter gjorde han sig atter bemærket som komponist, idet Privat Kammermusikforening (hvis koncerter kaldtes møder og ikke som sådan var offentlige) den 25. januar 1888 opførte hans nyskrevne strygekvartet i F-dur.
Den 8. september 1888 – med otte dages forsinkelse i forhold til den oprindelige programlægning, fordi en nu forlængst glemt engelsk komponist fik taget den unge danskers musik af plakaten til fordel for et par af hans egne frembringelser – opførtes i Tivolis Koncertsal Carl Nielsens officielle opus 1, en Suite for Strygere. Balduin Dahl dirigerede og nærmest halede Nielsen frem fra violingruppen, for at han kunne modtage publikums hyldest. Så stor var succes’en, at andensatsen, en indsmigrende vals, måtte gentages, og Carl Nielsen gik bagefter ud med sine venner og fejrede succes’en.
Samme år den 16. oktober dirigerede Carl Nielsen selv suiten ved sæsonens første koncert i Odense Musikforening – hans debut som dirigent. Han havde sikkert gerne gjort det gratis, men modtog faktisk et honorar på 30 kr.
I begyndelsen af 1890 forelå Suiten så på tryk, udgivet af Wilhelm Hansens Musikforlag. Den seneste forskning i forbindelse med den nye kritiske udgave af Carl Nielsens værker har afsløret, at Nielsen i mellemtiden havde revideret i suiten, især i tredjesatsen. I slutningen af maj 1889 havde Dahl givet Nielsen lov til selv at dirigere suiten i Tivoli, og dermed fik han også sin københavnske dirigentdebut.
I august 1889 afholdtes konkurrence om ledige pladser i Det kgl. Kapel. Det lykkedes Carl Nielsen at vinde konkurrencen, og fra sæson 1889-90’s begyndelse sad han nu i anden-violingruppen i Det kgl. Kapel. Dengang var det skik og brug at lade nye violinister begynde i second-gruppen, og Nielsen tjente sig i løbet af sine 16 år i Kapellet aldrig længere op i rækkerne end til andenviolinernes første pult. At han overhovedet skulle spille i orkester så længe, var givet ikke hans hensigt. Men violintalentet rakte ikke udover et par solistchancer ved de såkaldte Folkekoncerter, og kompositions-virksomheden lod det sig ikke gøre at leve af.
Blandt hans kolleger i Kapellet var de tre fremragende oboister Chr. Schiemann, Peter Brøndum og Olivo Krause. De to sidste kom til at stå Nielsen nær, og han skrev nu sine to Fantasistykker for Obo og Klaver, opus 2. Krause (1857-1927) skulle uropføre de to stykker ved en af Kapellets kammermusiksoireer i december 1890, men blev syg, og stykkerne nåede derfor at udkomme hos Wilhelm Hansen Musikforlag, inden Krause sammen med Victor Bendix holdt dem over dåben ved den følgende soiré den 16. marts 1891.
Skønt på papiret færdiguddannet som musiker vidste Carl Nielsen, at han som komponist havde brug for at skaffe sig mere viden og en videre horisont. Dårligt stillet økonomisk var han henvist til de få legater datidens danske kulturliv kunne byde på. En af mulighederne var det Ancker’ske Legat, byggende på midler efter rentieren Carl Andreas Ancker (1828-57). På grundlag af indstillinger fra sagkyndige uddeltes legatportioner af undervisningsministeriet til billedkunstnere, skulptører, forfattere og komponister med henblik på studier udenlands.
Med orlov for hele sæsonen 1890-91 fra ansættelsen i Det kgl. Kapel og det Ancker’ske Legat i ryggen satte Carl Nielsen nu kursen mod Tyskland. Hjemmefra havde han forsynet sig med anbefalingsskrivelser fra Niels W. Gade, som han tilbragte en hel dag hos i Fredensborg. Det skulle blive sidste gang han så den gamle mester. I Dresden overværer han i september de fire operaer i Wagners Nibelungen-Ring, som gjorde tydeligt indtryk på ham: “Den Musiker som ikke finder Wagner stor er selv meget lille” – et synspunkt han siden skulle modificere ganske meget. Efter en afstikker til Leipzig drager Nielsen den 18. oktober til Berlin, hvor han forsætter med flittigt at gå til koncerter og opera. Blandt de musikkolleger han træffer er komponisterne Jean Sibelius og Christian Sinding samt den berømte tyske violinist Joseph Joachim, der indvilliger i at lytte til Nielsens nyskrevne f-mol strygekvartet.
Den 22. december fik Carl Nielsen meddelelse om, at Gade var død dagen før: “Tomt og sort! Forfærdeligt!”, skriver han i dagbogen, “Er syg af Sorg og kan hverken spise eller sove.”
De næste par måneder delte Nielsen sin tid mellem Berlin, Leipzig og Dresden, hvor han opsøgte de mest interessante koncerter og operaaftener. Blandt andet hørte han Johan Svendsens Carneval i Paris i Berlin (“det dristigste Svendsen har skrevet”) og Victor Bendix’ 1. Symfoni, Fjeldstigning, i Dresden (“stor og velfortjent Erfolg”). I slutningen af januar gik turen så videre til Paris.
