Militærmusiker i Odense
Kun et par uger fik Carl Nielsen lov til at sunde sig efter konfirmationen, før han blev sendt hjemmefra. Åbenbart troede ingen af forældrene på en musikalsk fremtid for ham. Han kom derfor i lære hos en købmand i landsbyen Ellinge, omtrent midt mellem Nørre Lyndelse og Nyborg, dvs. et par mils vej hjemmefra. Midt på sommeren gik købmanden imidlertid konkurs, og så kunne Carl vende hjem til sine forældre.
Da købmanden i Ellinge gik fallit, ophørte Carl Nielsens læreplads med at eksistere: “Saa kom jeg atter hjem til mine Forældre, og da min Fader havde hørt, at der ved 16. Bataillon i Odense blev en Plads ledig som Militærmusiker, blev vi enige om, at jeg skulde øve mig flittigt paa Trompet og melde mig til Konkurrencen, som fandt Sted i Juli eller August 1879.”
Heldigvis gik alt, som det skulle. Udstyret med moderlige advarsler om mulige slette kammerater og farlig omgang med “daarlige” kvinder, som moderen udtrykte det, kunne han tiltræde sin stilling den 1. november 1879.
Violinen havde Nielsen ikke lagt på hylden, men den kom i de første to år i Odense som regel kun frem, når han begav sig hjem og deltog i faderens dansemusik. Da han i 1881 var færdig med sommermanøvren, som foregik i Jylland, og vendte tilbage til Odense, kom også violinspillet i fastere rammer. Han begyndte at få undervisning hos kantor Carl Larsen, der fra 1883 var klokker og kordegn ved Odense Domkirke.
En af de Odense -beværtninger, som den unge militærmusiker besøgte, lå i en kælder i Vestergade, byens gamle hovedstrøg. Her var der en ældre pianist ved navn Outzen, der mod kost og logi og måske nogle håndører underholdt gæsterne. Han var af god familie, men var efter et ulykkeligt ægteskab havnet i alkoholisme. Socialt var det gået ned ad bakke, men musikalsk forsøgte han stadig at holde fanen højt. Snart begyndte Carl Nielsen at spille violinsonater af Haydn, Mozart og Beethoven sammen med ham.
Det præcise omfang af Carl Nielsens kompositionsvirksomhed under militærmusikertiden i Odense kan vi ikke fastslå. Fra “Min fynske Barndom” ved vi, at den omfatter nogle trioer og kvartetter for messingblæsere, og tillige, at han i begyndelsen havde svært ved at håndtere, at instrumenterne var forskelligt stemt. Ingen af disse kompositioner findes bevaret. Det gør derimod en halv snes kammermusikværker, der bærer umiskendeligt præg af de klassiske sonater, han gennemspillede sammen med Outzen.
Fra tiden som regimentsmusiker i Odense har Carl Nielsen selv nævnt en lille række af velyndere, som på forskellige måder støttede ham, uden at vi dog kender ret mange detaljer om den enkeltes rolle i sammenhængen. Centralt står højskole- og folketingsmanden Klaus Berntsen, som sørgede for en introduktion til Niels W. Gade, der var leder af Konservatoriet. Også Det kgl. Kapels koncertmester Valdemar Tofte ville Carl Nielsen opsøge, da han i maj 1883 drog til København, bevæbnet med violinen og en nylavet afskrift af sin nykomponerede d-mol kvartet.