Carl Nielsen Selskabet
English
Selskabet
Biografi
Værkoversigt
Diskografi
Opførelser
Nielsen noter
Links



Symfoniker og operakomponist

I nogle af skitserne fra 1892 hedder Carl Nielsens første symfoni (opus 7, g-mol) “Symfoni i C”. Denne symfoni var imidlertid ikke hans første livtag med genren. Allerede i 1888 havde han påbegyndt en symfoni i F-dur, som han dog ikke nåede længere med end førstesatsen. Det fik titlen Symfonisk Rhapsodi og blev opført med Victor Bendix som dirigent i februar 1893 ved en af de såkaldte Folkekoncerter i København.

Han var da allerede ganske langt i arbejdet med den symfoni, som han allerede havde påbegyndt i efteråret 1890 i Berlin. Johan Svendsen havde lovet at uropføre den nye symfoni, og Nielsen fik med et vist besvær renskriften færdig til uropførelsen med Det kgl. Kapel den 14. marts 1894. Koncerten blev overværet af kong Christian IX, dronning Louise og den kongelige familie - næppe på grund af uropførelsen, men derimod fordi koncerten var den første efter ti års ufrivillig pause i Det kgl. Kapels koncertvirksomhed.

Carl Nielsen sad selv på sin vante andenviolin-plads. Det må have været et stort øjeblik, da han på Svendsens opfordring forlod stolen nede i rækkerne for at indtage podiets centrum og tage mod det begejstrede bifald. Partituret, som er tilegnet Anne Marie Carl-Nielsen, blev udgivet af Wilhelm Hansens Musikforlag allerede senere samme år.

Da Carl Nielsen i efteråret 1894 igen holdt fri fra violinpladsen i Det kgl. Kapel, var udgangspunktet for at rejse udenlands anderledes end før: han skulle nu ikke længere ud for at lære, men for at promovere sin egen musik. Med i kufferten havde han g-mol symfonien, og hans forlægger, Alfred Wilhelm Hansen (1854-1923) tog også turen til Berlin for at hjælpe.

Blandt de kolleger, Carl Nielsen traf, var Ferruccio Busoni, Richard Strauss (“et højst usympatisk Menneske; en Opkomling der allerede vil spille den store Mand”) og Brahms, der lovede at se nærmere på både symfonien og f-mol strygekvartetten (og som nogle år senere sendte ham en hilsen med anerkendende ord om symfonien gennem en fælles bekendt). Rejsen gav i det mindste ét resultat - den 18. marts 1896 dirigerede Carl Nielsen symfonien i Dresden (hvor den delte program med musik af Richard Strauss!) og kunne notere sig en succes.

Inspirationen til Carl Nielsens første store kantate for soli, kor og orkester, Hymnus Amoris fra 1896, kan føres tilbage til bryllupsrejsen med Anne Marie. I Padua blev de meget betaget af Tizians billede af en ung mand, der i jalousi dræber sin elskede. De satte sig begge for i et værk at skildre kærligheden i alle dens afskygninger, men kun Carl fik realiseret sin plan.

Sammen med vennen, folkemindeforskeren Axel Olrik (1864-1917), tilrettelagde han en tekst, hvor de forskellige livsaldre lovpriser kærligheden. Filologen J. L. Heiberg (1854-1924) oversatte derefter teksten til latin. Carl Nielsen havde i øvrigt forberedt sig gennem studier af de gamle polyfone mestres korstil, og værket, som han tilegnede sin gamle teorilærer Orla Rosenhoff, blev en smuk succes ved uropførelsen, som han i Musikforeningens regie selv dirigerede den 27. april 1897.

Da Carl Nielsen i 1896 begyndte at tænke på at skrive opera, vaklede han i første omgang mellem to meget forskellige muligheder: J. P. Jacobsens “Marie Grubbe” og det gamle testamentes beretning om Saul og David. Det blev det sidstnævnte emne, som han sidst i 1898 videregav til Einar Christiansen, der havde sin libretto færdig allerede i januar 1899. Kompositionsarbejdet trak noget ud, bl.a. fordi begge ægtefællerne havde modtaget studielegater og rejste til Italien i december 1899 - det forhindrede dog ikke helt Carl i at komponere: indtogshymnen i 2. Akt efter Davids sejr over kæmpen Goliath er skrevet i haven til en beværtning i Pompeji!

Da operaen var blevet antaget, samlede Nielsen mod til sig og anmodede om selv at dirigere. Han fik tilladelse til selv at lede de tre første opførelser på Det Kongelige Teater. Premieren fandt sted den 28. november 1902, instrueret af Julius Lehmann og med Niels Juel Simonsen og Vilhelm Herold i titelrollerne. Efter den tredje opførelse skulle den faste kapelmester, Frederik Rung, overtage den musikalske ledelse; men han meldte sig syg, så Carl Nielsen kom selv til at lede samtlige sæsonens ni opførelser.

Endnu inden han havde gjort “Saul og David” færdig, påbegyndte Carl Nielsen i 1901 sin Anden Symfoni, der i modsætning til den første havde et programmæssigt udgangspunkt, nemlig skildringen af de fire temperamenter, sådan som Nielsen under en udflugt havde set dem afbildet i en sjællandsk kro. Det komponisten her indlod sig på, var altså en vanskelig balancegang mellem programmusikkens bindinger og den symfoniske genres absolutte musikalske krav.

Da Carl Nielsen i december 1901 havde færdigskrevet sit ambitiøse forsøg på en symfonisk udlægning af gamle Hippokrates’ fire temperamenter, udfærdigede vennen, pianisten Henrik Knudsen et firhændigt klaverudtog, som de derefter sammen rejste til Tyskland for at promovere. Hos Busoni i Berlin havde de heldet med sig - han lovede at foranstalte en opførelse, og i taknemmelighed tilegnede Nielsen ham symfonien. Året efter at Nielsen i Dansk Koncertforening (den 1. december 1902, tre dage efter urpremieren på “Saul og David”) havde uropført symfonien, fik han så lejlighed til at dirigere Berliner Filharmonikerne i det nye værk. Hvor de københavnske anmeldere havde været ganske anerkendende, fik han til gengæld klø i Berlin - så mange, at han for én gangs skyld mistede humøret og havde svært ved at komme i gang med at komponere igen.

Fra 1901 modtog Carl Nielsen en årlig statsydelse på 800 kr., og i begyndelsen af 1903 fik han en fast kontrakt med Wilhelm Hansens Musikforlag. Dette betød, at han kunne tage orlov fra sit arbejde som violinist i Det kgl. Kapel og rejse til Grækenland, hvor Anne Marie befandt sig efter at have modtaget det Ancker’ske rejselegat. Som en af de første billedhuggere nogensinde havde hun fået tilladelse til at kopiere reliefferne og statuerne i Akropolis-Museet i Athen.

Nielsen fik stillet et studierum med klaver til rådighed på det stedlige konservatorium, hvor han kunne sidde og komponere, når han ikke med eller uden Anne Marie var på tur ud i de omgivende bjerge. Det var i dette lille konservatorieværelse, han den 23. april afsluttede koncertouverturen Helios, hvor han skildrer solens gang over himlen, fra morgenens dæmring til aftenens skumring.

Pr. korrespondance havde han samtidig forsøgt at få sceneinstruktøren Julius Lehmann, der havde stået for opsætningen af “Saul og David”, og som siden også skulle iscenesætte “Maskarade”, til at påtage sig at skrive teksten til et nyt korværk, kaldet Søvnen. Lehmann sagde dog nej, og det blev i stedet forfatteren Johannes Jørgensen, der arbejdede efter Carl Nielsens idéskitse.

Efter en afstikker til Tyrkiet gik hjemrejsen over Italien, og i slutningen af juli var Anne Marie og Carl atter hjemme. Johan Svendsen stod i spidsen for uropførelsen af Helios-ouverturen med Det kgl. Kapel den 8. oktober samme år. I mellemtiden havde Johannes Jørgensen forfattet sin tekst, og i slutningen af november kunne Carl Nielsen tage fat på at komponere Søvnen.

I april 1904 måtte Carl Nielsen med kort varsel begynde at vikariere som kapelmester ved Det kgl. Teater - Johan Svendsen var syg og Frederik Rung (1854-1914) havde fået orlov. Vikariatet fortsatte i den følgende sæson, indtil han i marts fik brev om, at han fra den følgende sæsons begyndelse igen kun skulle spille violin i Kapellet. Dette opfattede han som så fornærmende, at han opsagde sin ansættelse helt. Det blev derfor som udefra kommende, dirigerende komponist han kom til at stå for urpremieren på “Maskarade” i 1906. Det gik imidlertid så godt, at han, da Johan Svendsen i foråret 1908 endelig fratrådte sin stilling på grund af sygdom, blev tilbudt fast ansættelse som kapelmester.

Programmet ved koncerten i 1894, hvor Carl Nielsens første symfoni uropførtes.


Den 18. marts 1894 dirigerede endnu ikke 30-årige Carl Nielsen sin første symfoni i Dresden.


Anne Marie Carl-Nielsen tegnede forsider til såvel partitur som klaverudtog til Hymnus Amoris.


Fra originalopsætningen af "Saul og David" i 1902 ses f. v. Niels Juel Simonsen (Saul), Peter Cornelius (Jonathan) og Vilhelm Herold (David).


Carl Nielsen på besøg på Akropolismuseet i Athen, hvor hans hustru lavede kopier af nogle af de antikke relieffer. Selv arbejdede han på ouverturen Helios, inspireret af den stærke græske sol.
Carl Nielsen Selskabet v. formand Knud Ketting // Nørre Farimagsgade 11, 4.th. // 1364 Kbh. K // mail: info@carlnielsen.dk // tlf: 33 11 96 26