Carl Nielsen Selskabet
English
Selskabet
Biografi
Værkoversigt
Diskografi
Opførelser
Nielsen noter
Links



Kunst og erkendelse

Carl Nielsens 50-års dag var kun blevet fejret i venners og familiemedlemmers lag. Hans 60-års dag den 9. juni 1925 blev en ganske anderledes offentlig begivenhed. Om morgenen var der hornmusik i haven bag huset i Frederiksholms Kanal. Til sidst var det ved at blive for meget. Den altid håndfaste husholderske Maren smed simpelthen den svenske minister, der kom for at aflevere en orden, på porten. Han kom kun ind med ordenen, fordi Anne Marie Carl-Nielsen tilfældigt mødte ham i noget slukøret tilstand på fortovet.

Om aftenen var der festkoncert i Tivoli. Carl Nielsen dirigerede selv to af værkerne, nemlig den Femte Symfoni og Fynsk Foraar og demonstrerede dermed til fulde spændvidden i hans musik. Derefter samledes flere hundrede mennesker til souper hos Nimb. Den ene tale afløste den anden, indtil det store fakkeltog, som var udgået fra Christiansborg, nåede frem, syngende Nielsens danske sange.

Den megen festivitas omkring 60-års dagen synes ikke at have været til ublandet glæde for Carl Nielsen. Den fremprovokerede nemlig den eksplicitte formulering af tanker, som synes at have ulmet hos ham gennem nogen tid. Udladningen fandt sted via Politikens spalter den 9. november 1925. Her sagde han bl.a.:

“Ifald jeg kunde leve mit Liv om igen, vilde jeg piske alle Kunstnergriller ud af mit Hoved og gaa i Handelslære eller gøre et andet nyttigt Arbejde, hvoraf jeg til sidst kunne se et Resultat… Hvad nytter det mig, om hele Verden tager Hatten af for mig, men skynder sig forbi og lader mig sidde tilbage med mine Varer, indtil det hele bryder sammen, og jeg til min Skændsel opdager, at jeg har levet som en fjottet Fantast og troet, at jo mere jeg arbejdede og stræbte i min Kunst, jo bedre maatte hele min Stilling blive. Nej, det er ikke nogen lykkelig Lod at være skabende Kunstner. Vi er afhængige af de mest lunefuld Svingninger i Publikums Stemning - og selv om denne Stemning er os gunstig… hvad nytter det saa? Vi hører Klapsalver og Bravoraab, men det gør næsten ondt værre. Og vore Forlæggere - ja, de ser saamænd hellere vor Hæl end vor Taa.”

Den sidstnævnte udtalelse afspejlede hans vakkelvorne forhold til Wilhelm Hansens Musikforlag og medførte et direkte brud, da han nægtede at dementere den offentligt. Hans værker udkom derefter på det nyetablerede Borups Musikforlag (som vennen Carl Johan Michaelsen havde del i) eller via Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik.

I anledning af Carl Nielsens 60-års dag udkom hans første egentlige bog med titlen Levende Musik. I årenes løb havde han fået optaget artikler i forskellige danske aviser og tidsskrifter, og det var nu nogle af de bedste af disse, der blev samlet og forsynet med et forord samt to nyskrevne essays.

I august 1924 var Carl Nielsen begyndt på sin sjette og - skulle det vise sig - sidste symfoni i sommerhuset på Skagen. Han fortsatte med at komponere på Damgaard og i slutningen af oktober kunne han skrive til Carl Johan Michaelsen, at han var godt i gang:

“Saavidt jeg kan se, bliver den i Hovedsagen af en anden Karakter end mine øvrige: mere elskværdig eller glidende eller hvad skal jeg sige, dog er det ikke godt at sige, da jeg ikke ved noget om hvad Strømme der kan komme under Sejladsen”.

Det skulle vise sig at blive en besværlig sejlads. Første sats blev færdig i slutningen af november, hvor han var tilbage i København. Anden sats blev skrevet hen over julen. Efter en koncert i Musikforeningen i slutningen af januar drog han sammen med sin hustru til den franske riviera. Her traf de bl.a. billedhuggeren og maleren J. F. Willumsen, som de havde kendt siden deres ungdom, og komponisten Arnold Schönberg.

Tilbage i København skrev han tredjesatsen og måtte derefter lægge symfonien til side for at efterkomme en bestilling på musik til “Ebbe Skammelsen”, som i Harald Bergstedts dramatisering skulle opføres på Friluftsteatret i Dyrehaven. Dette partitur blev han først færdig med umiddelbart før sin 60-års dag den 9. juni. Først da han midt i juli tog til Damgaard, blev der atter muligheder for at genoptage arbejdet med symfonien, som nu tilsyneladende drillede ham.

Han måtte også tilbringe en tid i Stockholm, hvor han sammen med Johan Halvorsen og Robert Kajanus var dommer i en konkurrence for svenske komponister. Så alt i alt blev sidste sats først slutdateret den 5. december 1925, hvor uropførelsen fandt sted ved Det kgl. Kapels festkoncert den 11. december. Forinden havde han dog smugopført førstesatsen med Hovkapellet ved Kungliga Musikaliska Akademiens Högtidsdag i Stockholm den 1. november.

De københavnske anmeldere var tydeligt forvirrede over den nye symfonis stil. Sinfonia semplice kaldte Nielsen den selv. Den var enkel - eller snarere enklere - rent instrumentationsmæssigt i forhold til hans tidligere. Men dens ironi var - og er - ikke enkel hverken at formidle eller gribe, og den er forblevet den mindst spillede af de seks.

I fortsættelse af Blæserkvintetten var det Carl Nielsens hensigt at komponere en koncert til hver af de fem blæsere. Den første, han tog fat på, blev fløjtekoncerten, skrevet til Holger Gilbert-Jespersen (1890-1975), der havde afløst Paul Hagemann som fløjtenist i Københavns Blæserkvintet. Henover sommeren 1926 havde helbredet hindret Nielsen i at komponere andet end folkelige sange; men i august rejste han sydpå som medlem af en komité, der med basis i München skulle lytte på radiosendere for at rådgive, om den nye sender i Kalundborg skulle bestykkes med en rørsender eller en maskinsender.

Han tog nodepapir med til en fløjtekoncert, og fra München fortsatte han via Firenze til San Gimignano i Toscana, hvor Søs og Emil Telmányi ferierede. Her fik han lov til at låne et værelse med klaver. Tilbage i Firenze fortsatte han ivrigt med at komponere, indtil et ondartet mavetilfælde afbrød ham i et par uger i september. Koncerten var programsat til den Carl Nielsen-koncert, som var arrangeret i Paris den 21. oktober. Gilbert-Jespersen, der havde modtaget solostemmen i portioner, efterhånden som de blev til, skulle anstændigvis have lidt tid til indstuderingen. Stemmematerialet til orkestret skulle også skrives ud, så Nielsen måtte simpelthen forsyne koncerten med en provisorisk slutning på det punkt, han var nået til.

Det blev Emil Telmányi, der kom til dirigere uropførelsen, som blev vel modtaget. Da den derefter skulle opføres i Oslo den 8. november - igen med Gilbert-Jespersen - overtog Carl Nielsen selv direktionen. Men en rigtig slutning havde han endnu ikke fået skrevet. Den var først på plads længe efter manuskriptets slutdatering, nemlig da københavnerne for første gang kunne høre fløjtekoncerten i Musikforeningen den 25. januar 1927.

“Det er snart for meget at bære! Jeg har nemlig faaet begejstrede Breve fra snart sagt alle vore kendte Digtere og Forfattere, saa jeg kan ikke forstaa det. Jeg har jo kun skrevet ligefrem ad Landevejen, hvad Indtryk jeg fik som Barn og ungt Menneske.”

Sådan opsummerede Carl Nielsen den meget positive modtagelse, som hans erindringsbog Min fynske Barndom fik ved udgivelsen i oktober 1927.

Den blev til på opfordring af datteren Irmelin, der længe havde bedt faderen om at nedfælde de indtryk fra barndommen, som hun havde hørt ham fortælle fra tid til anden. I marts 1927 gik han i gang, og resultatet blev en af dansk litteraturs memoire-klassikere.

Efter succes’en blev Carl Nielsen medlem af Forfatterforeningen og tillige opfordret til at fortsætte erindrings-skriveriet. Det afviste han dog - det ville blive for meget “jeg”. Så eftertiden må “nøjes” med hans unikke skildring af fynsk natur, af jævne, ligefremme mennesker, af musikalsk bevidstgørelse, af en næsten overmenneskelig mangel på social indignation - alt sammen set i den modne alders flatterende, lave sollys.

Vennen Carl Johan Michaelsen måtte skubbe flere gange til Carl Nielsen, før han fik taget fat på koncert nummer to til medlemmerne af Københavns Blæserkvintet. Denne gang gjaldt det klarinettisten Aage Oxenvad. Nielsen tog fat på kompositionsarbejdet i foråret 1928. Den 15. august kunne han slutdatere partituret på Damgaard. Allerede inden da havde Emil Telmányi påbegyndt arbejdet med et klaverudtog til Oxenvad, som brummende havde konstateret, at Nielsen da måtte kunne spille klarinet, siden han så konsekvent fandt de sværeste toner.

Koncerten spilledes første gang ved en privatkoncert i Carl Johan Michaelsens sommervilla Højtofte i Humlebæk den 14. september. Oxenvad, hvem koncerten var tilegnet, var solist. 22 medlemmer af Det kgl. Kapel blev dirigeret af Emil Telmányi. Den første offentlige fremførelse fandt sted i København den 11. oktober med de samme medvirkende og blev gennemgående positivt modtaget:

“…han har udløst Klarinettens Sjæl, ikke blot dens Vilddyr-Væsen, men ogsaa dens særlige Art af - barsk -Lyrik… Dette Værk kan næppe finde en mere homogen Fortolkning. Oxenvads Tone er i Pagt med Trolde og Jætter, og han har Sind, barsk og firkantet Urkraft med blaaøjet dansk Mildhed iblandt. Sikkert har Carl Nielsen ogsaa hørt hans Klarinet klinge, da han skrev sin Koncert” (Politiken).


Familien Nielsen fotograferet i haven bag boligen i Frederiksholms Kanal om morgenen på Carl Nielsens 60-års dag. Komponisten er iført en af fødselsdagsgaverne, en rød slåbrok. Dagen sluttede med festkoncert i Tivoli og efterfølgende banket på restaurant Nimb, hvor selskabet lod sig fotografere, inden man satte sig til bords.








Forsiden af det trykte program for koncerten 21. oktober 1926 i Paris, hvor Fløjtekoncerten uropførtes. Ifølge både plakat og program skulle Carl Nielsen selv have dirigeret Fløjtekoncerten. Det blev dog ændret i sidste øjeblik: Nielsen overtog direktionen af Violinkoncerten, hvor Peder Møller var solist, og Emil Telmányi tog sig så af Fløjtekoncerten


Carl Nielsen og hans hustru flankerer her Frida Møller, mor til svigersønnen Eggert Møller. Frida Møller var Nielsen behjælpelig med nedskrivningen af erindringsbogen Min fynske Barndom.


Klarinettisten Aage Oxenvad, til hvem skrev sin klarinetkoncert. Desværre indspillede Oxenvad aldrig koncerten, men han kan høres i optagelser af Blæserkvintetten og Serenata invano.
Carl Nielsen Selskabet v. formand Knud Ketting // Nørre Farimagsgade 11, 4.th. // 1364 Kbh. K // mail: info@carlnielsen.dk // tlf: 33 11 96 26