Carl Nielsen Selskabet
English
Selskabet
Biografi
Værkoversigt
Diskografi
Opførelser
Nielsen noter
Links



Kriseår

Carl Nielsen-forskeren Torben Schousboe (f. 1937) har som den eneste udenforstående haft adgang til alt det eksisterende materiale vedrørende Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens samliv. Han beskriver den krise, der indtrådte, således:

“Det var efterhånden, og tydeligst i 1914 og under ægtefællernes rejse til Norge i januar 1915, blevet klart for AMCN, at CN navnlig under hendes ofte langvarige fravær fra hjemmet havde vanskeligt ved at modstå tilnærmelser fra andre kvinder. Han var i sådanne perioder i højere grad end ellers henvist til venners eller bekendtes selskab; og med sit udadvendte væsen og sin øjensynligt naive indstilling til mennesker forstod han ikke altid selv at trække grænsen for menneskelig kontakt i tide… AMCN respekterede CN fuldt ud som kunstner; men hendes tillid til ham som menneske og ægtefælle blev nu truet på livsnerven. Allerede i 1905 havde de gennemlevet en alvorlig krise af lignende art; men den var blevet overstået. Nu kunne AMCN imidlertid ikke mere, og i årene fra 1915 prøvede de to ægtefæller på lidt efter lidt at gøre sig uafhængige af hinanden… I lange perioder måtte CN opholde sig borte fra hjemmet, som jo rettelig var AMCNs kunstnerbolig; mere end nogensinde blev her Damgaard og Fuglsang til sande refugier for ham, ligesom hans virksomhed som kapelmester-vikar i Göteborg 1918-22 må ses på denne baggrund. CN og AMCN indledte forhandlinger om separation i 1916, og separationen blev bevilliget af Københavns Overpræsidium den 26.9.1919 efter ægtefællernes enige ansøgning derom.”

I Torben Schousboes noter i hans udgivelse af Carl Nielsens Dagbøger og Brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen (Gyldendal, 1983) findes yderligere detaljer om forholdet, herunder også en kort omtale af Carl Nielsens to børn uden for ægteskabet, sønnen Carl August Nielsen (f. 1888, døbt med moderens efternavn Hansen), som Anne Marie havde tilbudt at adoptere, da de blev gift, og datteren Rachel Siegmann (f. 1912), som Anne Marie formentlig ikke kendte til.

Også professionelt var der krise. Skønt Carl Nielsen havde forsøgt at gardere sig gennem en meget udførlig kontrakt, blev hans kapelmester-stilling ved Det kgl. Teater relativt snart til mere sorg end glæde for ham. Førstekapelmesteren, Frederik Rung, var ganske ofte syg og brød sig tilsyneladende heller ikke meget om Nielsens tolkninger. Det skabte gnidninger, når de skulle overtage forestillinger fra hinanden.

Samtidig var der kommet en konkurrent på banen - en kompetent konkurrent, hvis vej ind i systemet rummede forbløffende paralleller med Carl Nielsens. Også Georg Høeberg (1872-1950) havde siddet i andenviolin-gruppen i Det kgl. Kapel. Også han var komponist og kom til at dirigere på Det kgl. Teater første gang, da man satte hans opera “Et bryllup i katakomberne” op i sæsonen 1908-09. Men i modsætning til Carl Nielsen satte Høeberg sig ved Rungs sygeseng for at gennemgå de relevante partiturer og forsøgte derefter at formidle førstekapelmesterens intentioner.

Teaterledelsen var derfor i klemme, da det i sæsonen 1912-13 kom til alvorlige sammenstød mellem den sygemeldte Rung og Carl Nielsen. Med baggrund i en henvendelse fra Rungs læge følte ledelsen sig sluttelig tvunget til at tage en planlagt nyindstudering af Wagners “Tristan og Isolde” fra Nielsen og udskyde forestillingen. Høeberg var blevet konstitueret som kapelmester, og da Rung døde i januar 1914, var det naturligt at knytte ham fast til teatret. Ledelsen besluttede efter et forsøg på forhandlinger at gøre Nielsen og Høeberg til sideordnede dirigenter. Men “Tristan og Isolde” gik til Høeberg, der ved generalprøven fik en touche af Det kgl. Kapel.

Frustreret over ledelsens handlemåde sagde Carl Nielsen derefter sin stilling op til sæsonens slutning - han mente, men næppe med rette, at beskeden om sideordningen nåede ham via pressen, før han fik den direkte. Hans sidste forestilling blev den 30. maj 1914, hvor “La Bohème” blev givet som velgørenhedsforestilling. Dog ikke til fordel for Carl Nielsen, som nu stod uden fast arbejde.

Det skulle dog ikke vare så længe, før en ny prestigepræget, men økonomisk mindre indbringende jobmulighed dukkede op. Da Carl Nielsen i 1915 overtog lederskabet i Musikforeningen i København efter den afdøde Franz Neruda (1843-1915), havde denne ærværdige institution i det danske koncertliv ganske vist allerede mistet en del af sin førende status. Den var oprettet i 1836 og indledte det følgende år sin koncertvirksomhed. I 1850 overtog den fra Tyskland hjemvendte Niels W. Gade posten som leder - en stilling, han beholdt til sin død i 1890, og som gav ham kolossal indflydelse på det danske musikliv.

Til sin første koncert skrev Nielsen skrevet musik til In Memoriam, en prolog for recitation og orkester til minde om Neruda, og senere i sæsonen satte han uropførelsen af sin Fjerde Symfoni på programmet.

Allerede inden Carl Nielsen helt havde sluppet Det kgl.Teater, begyndte ideer til en ny symfoni at rumstere i ham. I begyndelsen af maj 1914 skrev han til sin kone (som var i Celle for at modellere hingsten til rytterstatuen af Christian IX):

“Jeg har en Idè til et nyt Arbejde, som intet Program har, men som skal udtrykke det vi forstaar ved Livstrang eller Livsytringer, altsaa: alt hvad der rører sig, hvad der vil Liv… bare Liv og Bevægelse, dog forskelligt, meget forskelligt, men i en Sammenhæng, og ligesom bestandigt rindende, i èn stor Sats i èn Strøm. Jeg maa have et Ord eller en kort Titel, der siger dette; det er nok. Jeg kan ikke rigtig forklare hvad jeg vil, men det jeg vil er godt.”

Ideen om et sammenhængende værk uden satspauser siges at stamme fra Liszts store h-mol klaversonate, som vennen Henrik Knudsen havde spillet for ham.

Programmet ved uropførelsen den 1. februar 1916 var rent dansk med Kunzens ouverture til operaen “Erik Ejegod”, J. P.E. Hartmanns “Vølvens Spaadom” og Niels W. Gades Den hellige Nat før pausen, og den nye symfoni som eneste programpunkt efter pausen.

Symfonien gav Carl Nielsen undertitlen Det uudslukkelige, og han forsynede den med et forklarende forord, som også var trykt i programmet ved uropførelsen. Det er bygget op omkring et fyndord, som han med et vist besvær fik formuleret sig frem til: “Musik er Liv, som dette uudslukkeligt”.

Ægteskabet mellem Carl Nielsen og Anne Marie havde allerede haft problemer og det skulle heller ikke forblive så harmonisk, som dette billede, taget omkr. 1912, antyder. Parret boede på dette tidspunkt på førstesalen i en villa på Vodroffsvej.


Til Carl Nielsens store skuffelse blev det ikke ham, der kom til at samarbejde med instruktøren Julius Lehmann (t.v.) om Det Kongelige Teaters første opsætning af Wagners "Tristan og Isolde" i 1914, men derimod Georg Høeberg (t.h.). Skuffelsen var så stor, at Nielsen endte med at sige op.


Hovedbygningen på Damgaard, idyllisk beliggende ned til Lillebælt. Her søgte Carl Nielsen ofte fred til at komponere og samtidig tilflugt i en periode, hvor han ikke altid var velkommen hjemme hos hustruen.
Carl Nielsen Selskabet v. formand Knud Ketting // Nørre Farimagsgade 11, 4.th. // 1364 Kbh. K // mail: info@carlnielsen.dk // tlf: 33 11 96 26